Rt-1921-117
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1920-10-16 |
| Publisert: | Rt-1921-117 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 25/2 s.a. |
| Parter: | Straffesak mot Hans Olsen Kjenner (forsvarer: advokat Annæus Schjødt - aktor: advokat J. M. Lund). |
| Forfatter: | Paulsen, Backer, Rivertz, Peersen, Frisak, Gjelsvik, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Løsgjengerloven (1900) §16, §17, Straffeloven (1902) §237, LOV-1900-05-31-§16, LOV-1900-05-31 |
Ekstraordinær assessor Paulsen: Den 2 januar 1920 kastet Hans Olsen Kjenner i beruset tilstand en flaske i ansigtet paa Martha Gundelsby paa landeveien ved Gautestad station i, Østfold og bibragte hende flere alvorlige kvæstelser. Hun begjærte ham tiltalt og straffet og forlangte ogsaa erstatning for utgifter til lægebehandling og medicin og for tapt arbeidsfortjeneste. Under 24 januar næstefter utfærdiget politimesteren i Sarpsborg forelæg mot Hans Olsen Kjenner for forsætlig eller uagtsomt at ha hensat sig i en tilstand av aabenbar beruselse, i hvilken han fandtes paa landeveien i nærheten av Valhall ved Gautestad station, og hvor han ved at kaste en flaske mot Martha Gundelsby forstyrret den almindelige fred og orden eller forulempet omgivelserne eller voldte fare for andre og for derved at ha gjort sig skyldig i forseelse mot lov om løsgjængeri, betleri og drukkenskap av 31 mai 1900,
Side:118
§16 og 17. Forelægget gik ut paa en bot av kr. 25. subsidiært 15 dages fængsel, hvorhos Hans Kjenner forelagdes at erstatte Martha Gundelsby for utlæg til læge, tandlæge, mediciner etc. kr. 100.
Den 3 februar 1920 vedtok Hans Olsen Kjenner forelægget, og han har senere indbetalt boten og erstatningsbeløpet.
Martha Gundelsby og hendes pleiefar indsendte imidlertid den 4 mars 1920 en forestilling til politimesteren i Sarpsborg, idet de fandt saavel boten som erstatningen altfor lav og bad saken oversendt statsadvokaten i Østfold til behandling. Efter korrespondance mellem statsadvokaten og riksadvokaten blev der reist lagmandsretssak mot Hans Olsen Kjenner, og ved dom av 10 august 1920 blev han for uagtsom legemsbeskadigelse dømt efter straffelovens §237 til fængsel i 30 dage, hvorhos han paalagdes at betale Martha Gundelsby en yderligere erstatning av kr. 300 - Under forhandlingene hadde tiltalte nedlagt paastand om avvisning av saken, fordi han mente, at den i sin helhet var avgjort ved det vedtagne forelæg, men ved rettens beslutning blev saken tillagt fremme.
Hans Olsen Kjenner erklærte paa stedet anke mot dommen og den til grund for samme liggende retsbehandling, idet han fandt den avsagte beslutning om sakens fremme urigtig. Hans forsvarer, overretssakfører Krosby, har i skrivelse av 20 august 1920 nærmere begrundet anken.
Jeg er kommet til det resultat, at anken maa forkastes, og jeg tiltræder den begrundelse, som lagmandsretten har git for den ovennævnte beslutning. Foruten de domsavgjørelser, som er anført i lagmandsrettens beslutning, vil jeg nævne de retsavgjørelser, som findes indtat i Rt-1897-114, og Rt-1898-600. Spørsmaalet er ogsaa behandlet av Hagerup i hans straffeproces, 2den utgave, 2det bind, side 21, i hans strafferets almindelige del, side 224, samt i Salomonsens kommentar, 1ste bind, side 433. Særlig vil jeg paapeke, at spørsmaalet under den ældre straffeproces's herredømme er behandlet av Schweigaard i hans proces, 3dje utgave, 2det bind, side 82 nederst, hvor han efter at ha utviklet grundsætningene for anvendelsen av læren om res judicata i straffesaker uttaler: «Gir en og samme handling anledning til sigtelse for to forskjellige forbrydelser, saa vil der uagtet reglen i kriminallovens kap. 6, §11, bli plads for en senere forfølgelse, naar begge forbrydelser ikke kan anses at være paatalt under den første sak». Og det er efter min mening netop et saadant forhold, som foreligger i nærværende sak. Ti jeg maa læse det foreliggende forelæg saaledes, at politimesteren dermed alene har ment at paatale den begaatte politiforseelse og ikke den mot Martha Gundelsby forøvede legemsfornærmelse, som han overhodet ikke hadde adgang til at avgjøre ved forelæg eller tiltale. Dette har ogsaa faat sit uttryk deri, at forelægget kun nævner løsgjængerlovens §16 og §17 som gjenstand for vedtagelse. At forelægget ogsaa medtar et erstatningsbeløp til Martha Gundelsby, er efter min opfatning likegyldig for bedømmelsen av, i hvilken utstrækning det strafbare forhold skal anses avgjort gjennem forelægget.
Jeg voterer efter det anførte som nævnt for ankens forkastelse.
Side:119
Konklusion:
Anken forkastes. I erstatning til det offentlige for saksomkostninger ved Høiesteret utreder domfældte Hans Olsen Kjenner kr. 20. (Vanlige salærer.)
Assessor Backer: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Rivertz, ekstraordinær assessor Peersen, assessor Frisak, ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik og justitiarius Thinn: Likesaa.
Av lagmandsrettens beslutning:
Retten finder at det forhold som er paatalt i nærværende sak er det samme som det, der har været gjenstand for forelægget av 24 januar d.a. hvor forholdet er henført under lov om løsgj. m.v., §16 §17. Den omstændighet at der er ilagt straf for en handling efter ett straffebud hindrer imidlertid ikke at den tillike straffes efter et andet bud, naar disse bud ikke staar i subsidiært forhold til hinanden, men kan anvendes kumulativt. Saa antages at være tilfældet i nærværende sak. Nogen frafaldelse eller indskrænkning i paataleretten er heller ikke av rette vedkommende gjort. Avvisningspaastanden tages derfor ikke tilfølge - jfr. forøvrig Rt-1903-693, Rt-1911-527 og Rt-1900-410.