Rt-1922-55
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1921-11-23 |
| Publisert: | Rt-1922-55 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 54/2 s.a. |
| Parter: | Edvin Eriksen og hustru (advokat N. A. Petersen) mot Oline Kjølsund (advokat F. Wilberg beskikket). |
| Forfatter: | Bjørn, Bang, Schie, Hazeland, Rolfsen, Christiansen, Hambro |
| Lovhenvisninger: | Uektebarnloven (1915) §7 |
I nærværende farskapssak blev den 22 juni 1917 av den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Tune avsagt dom, hvorved blev kjendt for ret: «Underminør Karl Eriksen blir ikke at anse hverken som far eller bidragspligtig til det av sypike Oline Marie Kjølsund under 15 august 1916 fødte guttebarn. Bemeldte Oline Marie Kjølsund tilpligtes at betale ovennævnte Karl Eriksen hvad hun ved forkyndelsen maatte ha i behold av de fra Karl Eriksen oppebaarne underholdningsbidrag. Sakens omkostninger ophæves.»
Denne dom blev av Oline Kjølsund paaanket til Kristiania overret, ved hvis dom av 28 april 1919 Karl Edvin Eriksen blev kjendt at være far til Oline Marie Kjølsunds den 15 august 1916 fødte barn Karl Edvard - under ophævelse av processens omkostninger for underretten og overretten.
Før denne dom blev avsagt var Karl Edvin Eriksen avgaat ved døden den 17 mars 1919.
Hans forældre og nærmeste arvinger, løkkeeier Edvin Erik og hustru Klara har ved stevning av 16 juli 1919 indanket overrettens dom til Høiesteret med paastand om at deres søn «ikke ansees at ha været far til det av Oline Marie Johansen Kjølsund den 15 august 1916 fødte guttebarn og han eller nu hans bo eller arvinger ikke bidragspligtige for samme».
Indstevnte Oline Kjølsund, der her for retten som ved overretten er bevilget fri sakførsel m.v., har ved den for hende besikkede sakfører, høiesteretsadvokat Fritz Wilberg, nedlagt paastand om principalt: at overrettens dom stadfæstes,,subsidiært at Karl Eriksen (eller nu hans bo)kjendes at være bidragspliktig til det i saken omhandlede barn, - og i begge tillfælder at boet tilpligtes at erstatte det offentlige sakens omkostninger for alle
Side:56
retter (for Høiesteret i fællesskap med Edvin Eriksen) samt at der tilkiendes den beskikkede sakfører salær.
Angaaende sakens nærmere omstændigheter henvises til de underordnede retters domsgrunde.
Efter dens paastevning til Høiesteret er Edvin Eriksens hustru avgaat ved døden. Hendes gjenlevende mand hensitter i uskifte.
I Høiesteret er av appellanten som nyt dokumentert akt av tingsvidne optat 13 august 1920 i Tune, hvorunder paany er avhørt vedkommende jordmor og sergeant Eriksen - appellantens søn og Karl Eriksens bror - samt et tredje vidne, en ved fødselen tilstedværende nabokone. De herunder fremkomne oplysninger vil forsaavidt de har nogen betydning for saken, bli nævnt i en senere forbindelse.
Videre har appellanten fremlagt skrivelse av 30 november 1920 fra sin advokat til professor dr. med. Kr. Brandt hvem han sees at ha forelagt sakens dokumenter og anmodet om at avgi uttalelse om det foreliggende spørsmaal: «hvorvidt det barn som er født xx.xx.1916 efter de foreliggende oplysninger om barnets tilstand ved fødselen kan antages efter naturens orden at være frugten av et samleie som har fundet sted til den tid, som der i saken er tale om» - den 3 eller 7 januar 1916. Herom har professoren i en fremlagt skrivelse av 6 december 1920 avgit en længere begrundet erklæring, hvori han gaar ut fra en svangerskapstid in casu av 221-225 dage (fra 3 eller 7 januar til 13 august 1916) og at barnet følgelig maa være kommet 6 á 7 uker fortidlig, «da 270 dage er den gjennemsnitlige svangerskapstid efter det befrugtende samleie». Det heter herom videre at «det er vistnok saa at svangerskapstiden kan svinge sterkt, og den retsmedicinske kommission har sat ydergrænsene til 240-320 dage. Men det maa erindres at disse ydergrænser er saa uhyre sjeldne, at der i den samlede verdensliteratur kun kjendes nogen faa saadanne tilfælder og personlig har jeg aldrig set noget lignende. Selv tidsrum som 250-310 dage oplever de færreste fødselshjælpere at se. Der maa derfor ganske overordentlige forhold til før man kan regne med disse undtagelsestilfælder. Vi maa derfor gaa ut fra den gjennemsnitlige svangerskapstid med smaa variationer opad og nedad». Angaaende bedømmelsen av et nyfødt barns utviklingsgrad, resp dets levetid i mors liv, uttaler erklæringen at dette er en vanskelig oppgave selv for dem som er specielt sakkyndige og i daglig øvelse. «Et barn som er født xx.xx.7 uker fortidlig vil det dog ikke være vanskelig at si om, at det er for tidlig født, men at bestemme hvor meget er ofte ugjørlig. Indirekte kan dog nogen holdepunkter faaes. Et 6 á 7 uker fortidlig født barn er saa litet utviklet at selv ukyndige folk og end mere den nogenlunde kyndige som f.eks. en jordmor straks faar indtrykket av, at noget mangler og at ekstra forholdsregler maa træffes for at holde det ilive.» - « I foreliggende tilfælde,» heter det videre i erklæringen, «maa man holde sig til den ene sakkyndige - jordmorens - forklaring, som i offentlig dokument i henhold til sin førstehaands iagttagelse og bedømmelse erklærer barnet for fuldbaaret (fødselsmeldingen). At barnet er litet og mindre end barn flest har intet at si, da fuldbaarne (270 dage efter det befrugtende samleie) barn kan variere mellem
Side:57
46-56 cm. i længde og 2000 til 6000 gr. i vegt.» - Erklæringen konkluderer med at «under disse forhold kan det ikke antages at barnets utviklingstid i mors liv kun har været 221-225 dage, m.a.o. det den 15 august 1916 fødte barn kan ikke antages at være frugten av et samleie 3 eller 7 januar 1916».
Som det vil sees gaar erklæringen i sin mere generelle del i det væsentlige ut paa det samme som den retsmedicinske kommissions i Rt-1914-171 indtatte. Ved disse fra medicinskvidenskabelig hold hitrørende erklæringer maa det ansees fastslaat at et svangerskap av kun 240 dages varighet alene i de sjeldne undtagelsestilfælde kan resultere i et fuldbaaret barn, og at dette er udelukket ved svangerskap av endnu kortere varighet.
Spørsmaalet blir da hvilken utviklingsgrad det heromhandlede barn hadde naadd ved fødselen den 15 august 1916 - altsaa efter en angivelig svangerskapstid av 225 dage beregnet efter gunstigste forutsætning, at det befrugtende samleie fandt sted den 3 januar.
I den utstrækning hvori oplysningerne herom forelaa for de underordnede retter er de referert i disses domsgrunde hvortil henvises. Ved det foran nævnte under sakens henstaaen for Høiesteret den 13 august 1920 optatte tingsvidne er vedkommende jordmor paany blit avhørt. Ved denne leilighet haddes til stede den av hende den 22 august 1916 til bidragsfogden avgitte «fødselsmelding» (lov av 10 april 1915 nr. 3 §7), hvori barnet angives at være fuldbaaret og at være født i svangerskapets 9de maaned. Paa forehold herav forklarte hun, at det berodde paa en erindringsfeil, naar hun tidligere har angit at hun i fødselsmeldingen hadde betegnet barnet som fuldbaaret. Hun foretok ingen maalinger eller veining av barnet som hun fandt «lidt litet» og «tyndt». Barnets mor opgav besvangringstiden. Efter dette opgivende maatte barnet være født for tidlig. Hun fandt dog at moren maatte ha opgit en vel kort svangerskapstid, idet vidnet ikke syntes at barnets utseende støttet morens opgivende. Naar hun i fødselsmeldingen har opgit at fødselen fandt sted «i 9de maaned», saa er dette bygget paa hendes bedste skjøn - uten maaling og veining. Hun har været jordmor i vel 20 aar. Den under samme tingsvidne avhørte nabokone har forklart at hun ikke saa nærmere paa barnet umiddelbart efter fødselen men omkring 14 dage senere efter anmodning av Olines mor og fandt da at barnet var som almindelig, uten at hun dog la større merke til det. Andre oplysninger av betydning angaaende barnets tilstand ved fødselen foreligger ikke.
Høiesteret kommer efter dette til samme resultat som underretten. Efter oplysningerne om barnets utviklingsgrad ved fødselen maa det antages at ha været fuldbaaret eller saa nær fuldbaaret, at dets konceptionstid maa ligge længere tilbake end 225 dage fra fødselsdagen og at det følgelig ikke kan være frugten av det mellem Oline Kjølsund og Karl Eriksen den 3dje (eller 7de) januar 1916 stedfundne samleie.
Karl Eriksen vil følgelig ikke kunne kjendes at være far til barnet likesaalidt som det kan paalægges ham eller nu hans bo bidragspligt til dette. Paastanden om, at Oline Kjølsund skal tilpligtes at tilbakebetale hvad der mulig maatte være i behold av oppebaaret underholdningsbidrag er ikke gjentat for Høiesteret.
Side:58
Fra appellantens side er ikke nedlagt paastand om tilkjendelse av saksomkostninger, der findes at burde ophæves ogsaa i forhold til det offentlige.
Den beskikkede sagfører, der forsvarlig har utført sit hverv, vil bli at tilkjende salær av statskassen.
Assessor Hazeland voterer for stadfæstelse av overretsdommen under henvisning til høiesteretsdom i Rt-1909-387 flg. og den i samme sak dokumenterte erklæring fra professor Brandt. Ogsaa i nærværende sak er forholdet at intet er oplyst som gir grund til at anta at indstevnte i den kritiske tid har hat at gjøre med nogen anden mand end den som barnets far utlagte. M.h.t. sakførselen og salæret til den beskikkede sakfører er jeg enig med flertallet.
Dom:
Karl Edvin Eriksen kjendes ikke at være far til det av Oline Marie Kjølsund den 15 august 1916 fødte barn Karl Edvard, eller nu ved sit bo eller sine arvinger at være bidragspligtig til samme barn. Processens omkostninger for alle retter ophæves. Salæret til den beskikkede sakfører, Høiesteretsadvokat Fritz Wilberg, bestemmes til kr. 500.