Rt-1924-18

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1923-11-21
Publisert:	Rt-1924-18
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	Lnr. 90/2 s. a.
Parter:	Dr. Einar Fjeld (adv. Einar Sande) mot Kristiania kommune (adv. Gustav Heiberg). Intervenient Finansdepartementet (adv. Per Rygh).
Forfatter:	Ekstraordinær assessor Bonnevie, assessor Bugge, ekstraordinær assessor Henry Larssen, assessor Motzfeldt, ekstraordinær assessor Schie, assessor Berg
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §97, §75, Grunnloven (1814), Skatteloven (1911) §109, §35, §36, §37, Skatteloven (1911), Byskatteloven (1911) §109

Ekstraordinær assessor Bonnevie: Angaaende nærværende saks gjenstand og nærmere omstændigheter henviser jeg til præmissene for den av Kristiania byret under 12 januar 1922 i saken avsagte dom, hvorved blev kjendt for ret: «Den paaankede utpantning stadfæstes. Sakens omkostninger ophæves.» Dommen er avsagt under dissens, idet en av de voterende stemte for, at utpantningen og den til grund for samme liggende ligning skulde underkjendes.

Byrettens dom er av dr. Einar Fjeld ved stevning av 23 juni 1922 paaanket til Høiesterett med saadan paastand: « At den under 10 august 1920 avholdte utpantningsforretningen stadfestes for kr. 698, men at utpantningsforretningen og den til grund for samme liggende ligningsansættelse forøvrig underkjendes. At Kristiania kommune tilpligtes at betale dr. Einar Fjeld sakens omkostninger for byretten og Høiesteret.»

For Kristiania kommune er nedlagt paastand om byretsdommens stadfæstelse og tilkjendelse av procesomkostninger for Høiesteret. Ved stevning av 14 juli 1923 har Finansdepartementet intervenert i høiesteretssaken og har nedlagt paastand om at byrettens dom stadfæstes.

For Høiesteret foreligger saken forsaavidt i en mere begrænset skikkelse end for byretten, som Kristiania kommune ikke for Høiesteret har opretholdt den paastand, at dr. Fjeld har erhvervet den i saken omhandlede eiendom for at avhænde den med fordel.

Der er for Høiesteret fremlagt forskjellige nye dokumenter, av hvilke jeg bare finder grund til at nævne betænkninker, utarbeidet i anledning av denne sak av professor Morgenstierne og advokat Johan Bredal, hvilke er fremlagt av appellanten, samt av professor Gjelsvik og professorerne Knoph og Lie i fællesskap, hvilke sidste er fremlagt av indstevnte.

Det retsspørsmaal, som i nærværende sak foreligger til avgjørelse, er i et fuldstændig likeartet tilfælde avgjort av Høiesteret i en under 8 mai d. a. paadømt sak: Stavanger kommune mot Birger Osmundsen, hvilken sak blev behandlet skriftlig; jeg henviser til dommens præmisser, som jeg forøvrig senere kommer til at gaa nærmere ind paa. Dommen, som gik kommunen imot, blev avsagt med 4 stemmer mot 3. Da dommen i nævnte sak, som jeg for korthets skyld betegner som Stavangersaken, er et rent

Side:19

præjudikat, melder det spørsmaal sig, hvorvidt eller i hvilken utstrækning Høiesteret nu skal føle sig bundet av dette præjudikat.

Det tør formentlig fastslaaes, at retsutviklingen her i landet i de seneste aartier har gaat stadig mere i den retning, at domstolene overfor enkeltstaaende og nye præjudikater, som endnu ikke kan ha virket til dannelse av en virkelig sedvaneretsregel, bør anse sig for berettiget og forpligtet til, naar det kræves, at opta spørsmaalet til fornyet undersøkelse, og hvis domstolene herunder kommer til den overbevisning, at den tidligere dom er urigtig, da at fravike denne.

Det er særlig 3 domme fra den senere tid, som i denne henseende fortjener opmerksomhet. Den første er dommen i Rt-1902-684 flg., hvor Høiesteret fravek en dom av 1894. Jeg citerer av Høiesterets fællesbegrundelse, Rt-686:-«Under disse omstændigheter har Høiesteret fundet - under bortseen fra den vegt, som ellers allerede av hensyn til retshaandhævelsens enhet maa tillægges en høiesteretsdoms tilslutning til en bestemt retsopfatning - at maatte la nærværende saks avgjørelse bero utelukkende paa vegten av de grunde, som er gjort gjældende for de forskjellige standpunkter.» Under den i Rt-1908-631, refererte sak faldt der under voteringen bemerkelsesværdige uttalelser fra assessorerne Hagerup Bull og Vogt i den retning, at domstolene ikke bør føle sig for sterkt bundet av sine egne tidligere avgjørelser, naar disse findes urigtige. Jeg citerer av assessor Vogts votum, som var det videstgaaende i denne henseende (side 635): «Det maa opstilles som en grundregel for domstolenes opgave og virksomhet at hensynet til den materielle retfærdighet overalt bør være det overveiende under retshaandhævelsen, og det hensyn varetages bedre, naar dommeren opgir et tidligere indtat standpunkt, som han efter nærmere overveielse erkjender at være feilagtig, end naar han for at bevare ensartethet i sine avgjørelser fastholder eller bygger sin dom paa en mening, som han selv efter nærmere overveielser medgir at være mindre vel begrundet» Som særlig betydningsfulde citerer jeg videre følgende uttalelser av justitiarius, daværende assessor Scheel i en votering i Rt-1916-699: «Det er ønskelig, at man i vid utstrækning bøier sig for høiesteretsdomme, der kan ansees som præjudikater, selv om man har adskillig tvil om deres rigtighet, og særlig hvor det gjælder domme, som kan antages at ha hat indflydelse paa den almindelige opfatning av, hvad der er ret, og medført, at man har indrettet sig derefter. Specielt gjælder da dette likeoverfor forhold, hvor det er av større betydning at ha en sikker regel at holde sig til, end hvad denne regel gaar ut paa. Men særlig hvor det gjælder et princip av den betydning som det foreliggende, og den tidligere dom er saa ny som her, mener jeg, at det er det rigtige at anse sig ubundet av denne, naar man som jeg føler sig overbevist om, at den er urigtig.»

jeg kan for mit vedkommende fuldt ut tiltræde disse uttalelser. Angaaende spørsmaalet i sin almindelighet henviser jeg iøvrig til professor Platou's forelæsninger over retskildernes teori, særlig side 120 flg. Jeg deler stort set de av Platou her hævdede synsmaater.

Side:20

Naar der spørres, om Høiesteret skal anse sig bundet av et præjudikat, staar iøvrig efter min mening de høiesteretsdomme, som indebærer avgjørelser angaaende Stortingets beføielser i henhold til grundloven, i flere henseender i en særskilt klasse. Den omstændighet, at en dom, som fortolker grundloven, likefrem sætter skranker for lovgivningsmagten, tilsiger efter min mening at Høiesteret i disse saker mindre end i andre bør la hensynet til retshaandhævelsens enhet veie til fordel for den tidligere domsavgjørelse.

Efter dette mener jeg, at Høiesteret i nærværende sak maa anse sig forpligtet til at gjøre sig op sin helt selvstændige mening om det foreliggende retsspørsmaal uavhængig av Stavangerdommen, hvis betydning for dommen i denne sak da vil ligge i den vegt, dens begrundelse, henholdsvis flertallets og mindretallets, maa erkjendes at ha. Hvis Høiesteret da i nærværende sak kommer til den overbevisning, at dommen i Stavangersaken ikke er rigtig, maa følgen efter min mening bli, at Høiesteret dømmer som den nu anser rigtig, selv om den under sine overveielser kan ha fundet spørsmaalet tvilsomt.

Jeg er for mit vedkommende blit staaende ved den overbevisning, at det er mindretallets og ikke flertallets standpunkt i Stavangersaken, som er det rette.

Hvad realitetsstandpunktets begrundelse angaar, kan jeg i det væsentlige slutte mig til byrettens flertal i nærværende sak og til Høiesterets mindretal i Stavangerdommen. Jeg finder i tilslutning hertil grund til at citere fra Aschehoug, Norges nuværende statsforfatning, kap. 60, §17 (under behandlingen av Grundlovens §97): «Hvad angaar nye forpligtelser, er der at skjelne mellem dem, som ifølge sin natur maa være selvpaatat, og dem, hvormed dette ikke er tilfælde. Selvpaatat maa enhver forpligtelse være, som har karakteren av ansvar og altsaa gaar ut paa straf, forbrydelse av rettigheter eller ydelse av erstatning. Endvidere enhver forpligtelse til at yde vederlag for, hvad man frivillig har mottat. Likeledes den forpligtelse til at erlægge skat, som knyttes umiddelbart til foretagelsen av en bestemt handling. Ingen forpligtelse av disse slags kan paa lægges nogen paa grund av en allerede stedfundet kjendsgjerning.

Forsaavidt denne grundsætning ikke er til hinder, maa derimot lovgivningen ha frie hænder til at paalægge hvemsomhelst, der hører under statens høihet, ved bidrag av penge eller penges værd likesaavel som ved personlig arbeide at yde, hvad den finder rimelig, til staten eller kommunen eller til fyldestgjørelse av pligter, der grunder sig paa slegtskap eller et andet forhold av moralsk natur, og det selv om hans egne ældre handlinger derved kommer til at medføre retsvirkninger, han ikke hadde kunnet forutse, da han foretok dem. Hvor staten ikke uttrykkelig har fraskrevet sig magten hertil, maa den ifølge sakens natur ha sig samme forbeholdt. Dens benyttelse kan derfor ikke bli noget brudd paa retssikkerheten.»

Og videre citerer jeg av samme verk, kap. 60, §103: «Nu er det paa den ene side klart, at lovgivningen ikke kan bestemme, at allerede nedskrevne tyendekontrakter skal omskrives paa stemplet papir, paa den anden side likesaa sikkert at en skattebeslutning, som paalægger ethvert tyende en aarlig skat, ikke blot rammer

Side:21

er indtraadt i saadant forhold.»

Det er anført, at det her dreier sig om en «handlingsskat», som forsaavidt maa være at sidestille med saadanne indirekte skatter som stempelskat og toldavgifter, hvor jo skatten knytter sig til selve handlingen, henholdsvis til utfærdigelsen av et dokument og til indførelsen av en vare. Men jeg mener i motsætning hertil, at vi her har at gjøre med en virkelig indtægtsskat, idet det avgjørende forsaavidt maa være, at der ikke her mere end ved anden indtægt blir nogen skat at betale, medmindre totalresultatet av et opgjør over hele skatyderens forskjelligartede indtægter i indtægtsaaret - herunder eiendomssalgsindtægten - efter fradrag av alle taps poster blir, at skatyderen har hat en viss nettoindtægt. Der er intet iveien for, at en mand kan gaa helt fri for skat i et aar, hvori han har indkassert en betydelig salgsgevinst av den i saken omhandlede slags, nemlig hvis han paa andre konti har hat saa store tap, at disse tap sluker hele salgsgevinsten og alle hans øvrige indtægter. Netop heri viser den store forskjel fra de indirekte skatter sig. Hadde det dreiet sig om en virkelig handlingsskat som f. eks. stempelskat, vilde skattepligten indtraadt fuldt ut i og med dokumentets utfærdigelse, selv om vedkommende alt ialt hadde hat større tap end indtægter i indtægtsaaret. Den av flertallet i Stavangerdommen nævnte høiesteretsdom av 1841, som angik stempelskat, kan efter dette ikke skjønnes at ha nogen betydning for den foreliggende sak. Om denne dom, som har været anerkjendt av retslivet i et saa langt tidsrum, at det selvsagt ikke er min mening at bestride, at den maa respekteres saa langt den med nødvendighet rækker, tror jeg at ha ret til at fremholde, at det vel ialfald er noget tvilsomt, om den ikke er blit tillagt noget større betydning som præjudikat end den fortjener. Jeg henviser om dommen og dens historie til Hallagers bok om Norges Høiesteret II, side 279-280. Og ialfald mener jeg, at forsaavidt dommen kan paaberopes som grundlovspræjudikat, bør man, netop fordi den berører Grundloven, undgaa at trække andre konsekvenser av den end de som med nødvendighet følger av den. Dommen gjaldt et tilfælde av ren handlingsskat, hvor skattepligten umiddelbart og endelig var bestemt i og med handlingens utførelse.

Det er fra appellantens side fremholdt, at der vistnok ikke fra grundlovens side vil være noget til hinder for at vedta en ny værdistigningsskat med tilbakevirkende kraft. Det indrømmes forsaavidt, at værdistigningen er en indtægt i «penges værd». Men det grundlovsstridige paastaaes at ligge i, at bestemmelsen i loven av 3 mai 1918 bare rammet dem, som hadde realisert værdistigningen i penge ved et salg; herved, siges det, er skatten gaat over fra at være indtægtsskat til at være handlingsskat.

Naar det først erkjendes, at heromhandlede salgsindtægt lovlig kunde beskattes, hvis ogsaa de tilsvarende urealiserte værdistigninger samtidig blev beskattet, synes det litet rimelig, at lovgivningen skulde være avskaaret fra at undta den ene gruppe, naar skattepolitiske hensyn findes at tilsi dette.

Det maa erkjendes, at anvendelsen av den i saken omtvistede lovbestemmelse paa eiendomssalg i de første maaneder av 1918

Side:22

kan komme til at virke mere eller mindre ubillig i mange tilfælde. Men at saadanne tilfælde av ubillighet kan opstaa, er saavidt skjønnes uundgaaelig ved enhver skattelov. Og der er jo netop ogsaa med henblik herpaa i byskattelovens §109 git speciel anvisning paa den naturlige fremgangsmaate til at bøte paa den slags. Jeg kan altsaa ikke i det forhold, at en strikte anvendelse av loven kan lede til mange ubillige resultater, se noget avgjørende argument ved bedømmelsen av lovens grundlovsmæssighet.

Jeg voterer i henhold til det anførte for at byrettens dom stadfæstes og antar at prosessens omkostninger bør ophæves ogsaa for Høiesteret.

Konklusion: Byrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for Høiesteret ophæves. Assessor Bugge: Med hensyn til det foreliggende spørsmaal om adgang til med hjemmel av skattelovsnovellen av 3 mai 1918 at indtægtsbeskatte dr. Fjeld av hans gevinst ved salget av eiendommen er jeg kommet til samme resultat som det dissenterende medlem av byretten, hvilket resultat ogsaa falder sammen med flertallets standpunkt i den av førstvoterende nævnte høiesteretsdom av 8 mai iaar (Stavangerdommen). Vistnok har spørsmaalet forekommet mig endel tvilsomt, men jeg har dog fundet, at overveiende grunde taler for at løse det overensstemmende med nævnte dom. Som begrundelse for denne løsning kan jeg ogsaa i det væsentlige tiltræde, hvad flertallet av de voterende i Stavangerdommen har anført som begrundelse, hvilken jeg ogsaa for mit vedkommende finder fyldestgjørende her i saken. De for Høiesteret fremlagte dokumenter har efter min mening ikke bragt saken i nogen ny stilling.

Efter mit standpunkt er det unødvendig for mig nærmere at behandle spørsmaalet om Stavangerdommens betydning som præjudikat for nærværende sak. Dog vil jeg ha tilføiet, at jeg ikke vilde ha anset mig berettiget til at tilsidesætte Stavangerdommen ved avgjørelsen av den foreliggende sak, medmindre jeg var blit overbevist om at den grundlovsfortolkning, hvorpaa dommen er bygget, var feilagtig og derfor ikke burde opretholdes. Men som det fremgaar av det før anførte har jeg ikke kunnet overbevise mig derom.

I henhold til hvad jeg saaledes har anført vil jeg votere for tilfølgetagelse av appellantens paastand, idet jeg ogsaa finder at kommunen bør tilsvare processens omkostninger for begge retter.

Da jeg har grund til at tro, at mit standpunkt ikke falder sammen med rettens flertals opfatning, former jeg ingen konklusion.

Ekstraordinær assessor Henry Larssen: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og skal kun tilføie endel betragtninger, som for mig har været bestemmende ved sakens avgjørelse.

Det er helt paa det rene, at staten, naar den gjennem indtægtsbeskatning skal fordele skattebyrden paa borgerne, kan ta som skjønsmæssig norm borgernes økonomiske evne i et givet, allerede forløpet tidsrum. At skatten derved faar tilbakevirkning

Side:23

kan kun siges i indirekte, avledet betydning. Det er egentlig ikke de tidligere avsluttede handlinger, som beskattes. Forholdet er derimot det, at man fra disse trækker slutninger til, i hvilken utstrækning vedkommende borger i det kommende skatteaar bør bidrage til dækning av de offentlige utgifter; det er saaledes personens almindelige økonomiske stilling det gjælder at fastsætte eller, som skattelovkommissionen uttrykker det, det gjælder at finde «maalestokken for personens økonomiske evne», og som grundlag for denne bedømmelse av hans almindelige økonomiske evne benyttes det som er «indvundet i penge eller penges værdi» i et bestemt forløpet tidsrum. Paa denne maate har saken ogsaa været anskuet allerede fra skatteloven av 1 juli 1816 og lov 12 september 1818, §6 bokstav c, hvorved ligningsmyndigheterne blev stillet, helt frit ved bestemmelsen av de skattepligtiges indtægt. Jfr. ogsaa, skatteloven av 15 april 1882's fremhæven av indtægten «aar om andet» som norm for ansættelsen ved «næring», hvorved hensyn saaledes tages til personens almindelige økonomiske tilstand for et ikke fast angit tidsrum, skjønsmæssig bedømt. Det er vel i virkeligheten først selvangivelsessystemet i loven av 1911 som har muliggjort at individualisere de enkelte indtægtbringende handlinger. Men denne nye og sikre fremgangsmaate ved bestemmelsen av personens økonomiske bæreevne har efter min opfatning intet forandret i indtægtsskattens almindelige karakter.

En skattelovs indtægtsbegrep er kun en vilkaarlig valgt maalestok for den skattepligtige borgers økonomiske evne. Idet grundloven uttrykkelig har stillet hvert skatteaars storting frit m. h. t. skattepaalæg, har borgerne principmæssig ikke anledning til at regne med varighet utover aaret av de bestemmelser, som gir normerne for beregningen av skatten. Jeg finder i denne forbindelse ogsaa grund til at fremhæve, at naar almindelige regler for bestemmelsen av personens økonomiske stilling for tiden er fastsat i en permanent skattelov, beror dette paa hensigtsmæssighetsgrunde, idet bestemmelsen like godt kunde indtages i den kun for budgetaaret gjældende skattebeslutning (grundlovens §75 bokstav a), hvorved det formentlig vilde være klart, at staten stod frit.

Den anførte adgang til utvidelse av indtægtsbegrepet med tilbakevirkning har ogsaa, saavidt skjønnes, været lovgivningens almindelige stilling. Saaledes blev f. eks. ved loven av 11 mars 1916 §3 den nye bestemmelse om indtægtsskat av «gevinst ved salg av skib og byggekontrakt i skib» gjældende for hele aaret 1916 (ogsaa salg før 11 mars), samtidig som loven ved indtægt for salg av aktier ved uttrykkelig bestemmelse kun gjordes gjeldende paa salg efter lovens ikrafttræden. Jfr. likeledes det av Knoph og Lie i deres betænkning av 4 juli 1923 side 17 nævnte angaaende loven av 22 februar 1921.

Høiesteretsdom i Rt-1922-671 er vistnok ikke præjudikat, men synes mig dog reelt at trække i samme retning som ovenfor fremholdt.

Om fortjenesten skyldes personens bestemt paaviselige handlinger eller ikke, er saavidt skjønnes ikke i denne forbindelse avgjørende, idet indtægtsskatten ikke er en beskatning av enkelte indtægtshandlinger, men en skat paalagt en person i forhold til hans

Side:24

økonomiske evne i sin almindelighet. Det fremholdes imidlertid, at forholdet ifølge skattelovens §37 ikke indebærer en direkte beskatning av den ovenfor omhandlede art, men at den her foreliggende beskatning bør likestilles med en indirekte beskatning, en «handlingsskat». Jeg finder i saa henseende i alt væsentlig at kunne henholde mig til, hvad førstvoterende derom har uttalt. Den handling (salget), hvorved indtægten konstateres, gjør ikke skatten til handlingsskat i den forstand, at skattepligten har sit egentlige fundament i salgsakten paa samme maate som f. eks. stempelskatten. I motsætning til denne sidste hvorved handlingen som saadan beskattes uten hensyn til dens betydning for sælgerens økonomiske stilling blir ved skatten efter skattelovens §37 salget kun tat i betragtning efter den indflydelse det har paa sælgerens økonomiske bæreevne. Og derhos: naar det erkjendes, at der uten hinder av grundloven maa være adgang til at utvide indtægtsbegrepet ved at beskatte værdistigning av fast eiendom, skedd før lovens utfærdigelse, og da selvsagt ogsaa, om denne værdistigning er omgjort i penger gjennem eiendommens ekspropriation, synes der at være liten reel grund til at anta, at beskatning av denne værdistigning grundlovsmæssig seet skulde være udelukket, naar den er realisert gjennem eierens frivillige salg av eiendommen.

Jeg vil derhos ogsaa som avgjørende for skattens karakter fremholde, at saavel skattelovens forarbeider som bestemmelsen selv i sin sammenhæng med de forutgaaende paragrafer tydelig viser, at den er et ledd i skattelovens regler om grundlaget for indtægtsbeskatningen. Det synes vanskelig forenelig med loven selv som jeg her maa regne som avgjørende at betragte gevinst ved avhændelse av faste eiendomme under synsvinkelen indirekte beskatning.

Selv om jeg saaledes maa regne dette som skattens almindelige karakter, er det muligens ikke uten videre givet, at grundlovens §97 under ingen omstændighet vilde kunne anvendes paa bestemmelsen. Man maa vistnok ogsaa paa saadanne skattebestemmelser kunne anvende det almindelige princip i grundlovens §97, som Aschehoug formulerer dithen, at den tilbakevirkning maa regnes forbudt, som borgerne med rette føler som et brudd paa «den retssikkerhet en civiliseret stat skylder individet». Det er i denne retning fremholdt med hensyn til den foreliggende lovbeslutnings tilbakevirkning, at denne vilde være ubillig og ikke virke retfærdig, fordi den var uberegnelig, ikke virket likelig og at derfor grundlovens §97 ut fra det angivne synspunkt skulde være anvendelig.

Jeg kan ikke dele den opfatning. Den tidligere lovs bestemmelse i §37 omfattet indtægt ved spekulationssalg. Den utvidelse heri, som skedde ved loven av 1918, bestaar i at gevinst ved ethvert salg, skedd inden 5 aar efter erhvervelsen, er skatbar. Hovedøiemedet med forandringen var ifølge lovens forarbeider av praktisk lovteknisk art, idet de 5 aar fremholdes at skulle danne en uavbeviselig formodning om spekulationssalg. At loven herved ogsaa rammer salg, som ikke kan betegnes saaledes, er klart. Men ogsaa den gevinst som loven saaledes inddrager som skatbar, maa siges at ligge indenfor hvad der naturlig er at regne som indtægt. Det er ogsaa utenfor tvil, at gevinsten ved et saadant salg av det

Side:25

almindelige publikum regnes i utpræget grad som «fortjeneste». Der foreligger da her efter min mening ikke et forhold, hvor grundlovens §97 skulde stænge for «tilbakevirkning». At loven ikke rammer likelig, idet den værdistigning, som ikke realiseres gjennem salg, er fritat for indtægtsskat, mens en tilsvarende fortjeneste gjennem salg blir indtægtsbeskattet, er et hensyn som domstolene neppe har anledning til at ta i betragtning.

Assessor Feragen: Enig med andenvoterende hr. assessor Bugge.

Ekstraordinær assessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende og tiltræder ogsaa tredjevoterende hr. assessor Larssens bemerkninger.

Ekstraordinær assessor Schie: Jeg er enig med andenvoterende hr. assessor Bugge. Med ham lægger jeg paa det her omprocederte salg den synsvinkel, som flertallet i Stavangerdommen anla paa hint salg og paa dettes skatteretslige konstruktion. Under henvisning dertil finder jeg det for mit vedkommende ikke nødvendig nærmere at indgaa paa tredjevoterende hr. assessor Larssens bemerkninger.

Assessor Berg: Som hr. assessor Motzfeldt. Efter det resultat rettens flertal er kommet til med hensyn til fortolkningen av grundlovens §97 anvendt paa det foreliggende tilfælde, er det ikke nødvendig at komme nærmere ind paa, i hvilken utstrækning domstolene overhodet har adgang til at prøve grundlovsmæssigheten av en paa gyldig maate vedtat lov. Angaaende mit syn paa det spørsmaal henviser jeg til mit votum under den i Rt-1918-403, refererte sak og likeledes til mindretalsvotumet i den sak, som er referert i Rt-1918-47.

Av byrettens dom:

For aaret 1919-20 blev dr. Einar Fjeld ilagt skat til Kristiania kommune efter en indtægt i 1918 av kr. 82920, hvorav kr. 77128 var gevinst ved salg av hans eiendom Bjørn Farmandsgate 4.- - -

Appellanten kjøpte den nævnte eiendom 17 mars 1914 og solgte den 16 mars 1918. Eiendommen tiltraadtes av den nye eier, skjøte utfærdigedes og tinglystes og kjøpesummen betaltes inden samme maaneds utgang.

- - - Ved salg av en eiendom vindes der regelmæssig ikke nogen ny værdi for sælgeren. Det som sker er kun, at en allerede tilstedeværende værdi omsættes i en ny form. Eiendomsværdien ombyttes med pengeværdien. Den ved et eiendomssalg erhvervede gevinst er saaledes regelmæssig ikke for nogen del vederlag for et arbeide. Sælgeren kan ikke realisere nogen anden gevinst end den værdistigning, som betinges av konjunkturerne. Og gevinsten er under den forutsætning, som her er gaat ut fra, ikke resultatet av nogen derpaa sigtende plan. Salget er tvertimot bestemt av helt andre hensyn. Men den gevinst, som fremkommer, er uten at være frembragt ved sælgerens handling i den forstand at derved en ny værdi er vundet for ham, paa den anden side avhængig av, at denne handling foretages. Naar det saa ikke er værdistigningen i og for sig, der beskattes, men kun den værdistigning der realiseres i en pengeværdi ved salg, kan der ikke skjønnes andet end, at den heromhandlede skat med hensyn til det som det her kommer an paa, er helt at

Side:26

sidestille med en indirekte skat som stempelskatten. Selv om en allerede, falden indtægt av en art, som ikke tidligere har været beskattet, kan skattelægges uten at derved sker brudd paa grundlovens §97, følger ikke derav, at en gevinst som ikke i sig selv er indtægt, men formuesforøkelse, paa samme maate uten hinder kan skattelægges som indtægt. Forskjellen mellem formue og indtægt er begrepsmæssig bestemt, ikke vilkaarlig.

- - - M. Ebbell.

Efter skattelovens §35 er indtægt alt hvad den skattepligtige i sidstforløpne aar har indvundet i penge eller penges værdi med de undtagelser og begrænsninger, loven specielt nævner. Skatteloven sondrer forsaavidt ikke, om det indvundne beløp skyldes værdistigning eller indtægt av virksomhet og fritar ikke i sin almindelighet indvunden værdistigning fra indtægtsbeskatning, men opregner derimot specielle formuesforøkelser, som skal undtages, jfr. lovens §36, annet ledd. Gevinst ved salg av alle slags formuesgjenstande repræsenterer snart værdistigning, snart indtægt av virksomhet, snart begge dele i forening, uten at der herfor kan opstilles noget bestemt retslig skillemerke. Stortingets adgang til at paalægge skatter er ikke begrænset av grundloven, og det maa derfor være adgang til gjennem lov at bestemme det indtægtsbegrep, som findes mest formaaelstjenlig til en retfærdig fordeling av skattebyrden uten hensyn til den begrepsmæssig rigtige bestemmelse av hvad der ansees for indtægt og værdistigning. Der er fra grundlovens side intet til hinder for, at lovgivningen bestemmer at indvunden virkelig (altsaa ikke blot fiktiv) værdistigning beskattes som indtægt.

Det avgjørende for nærværende sak er efter min mening om den omhandlede skattebestemmelse angaar en indirekte skat eller en, direkte skat, idet grundloven ikke antages at være til hinder for, at nye love om direkte skatte anvendes paa indtægter erhvervet under en ældre lovs herredømme. Jeg kan i saa henseende ikke være enig med førstvoterende i, at omhandlede beskatning kan sidestilles med eller betegnes som en omsætningsavgift knyttet til selve salget uten hensyn til dets økonomiske resultat. Det maa være tilstrækkelig at bemerke, at da fortjenesten skal beskattes som al anden indtægt, vil skat kun bli er erlægge av det overskud, som fremkommer, naar fradrag av gjæld og tap som maatte være lidt i indtægtsaaret har fundet sted. Skatten maa derfor retslig seet være en direkte skat paa indtægt. Det ligger i forholdets natur, at en saadan skat først vil kunne utlignes efter at indtægtsaaret er forløpet og at dens størrelse ogsaa først vil kunne bestemmes. Skatteprocenten vil kunne økes mot alles forventning. Den skattepligtige vil saaledes aldri kunne vite eller sikkert beregne, hvad han maatte komme til at avstaa av aarets indtægt i direkte skat. Foretar han sig dispositioner over den indvundne indtægt i tillid til de skatteforhold, som gjaldt i indtægtsaaret, vil hans beregninger kunne bli helt kuldkastet. Naar forholdet er dette, kan det ikke skjønnes, at det kan tillægges nogen vegt om skattebyrden mot formodning ogsaa økes ved ændringen i lovens indtægtbegrep. At saadanne vil kunne virke ubillig f. eks. naar den hele gevinst allerede er disponert ved gaver, er saa, men loven har for at avhjælpe dette hjemlet adgang til at frafalde skat, jfr. skattelovens §109. Bestemmelsen i grundlovens §97 beskytter mot, at det økonomiske utbytte av en transaktion formindskes

Side:27

ved nye skatteloves bestemmelser, kan ikke betegnes som et indgrep i de av transaktionen følgende retsvirkninger.

Jeg, voterer efter det anførte for utpantningens stadfæstelse. Omkostningerne findes at burde ophæves.- - -

0. Andersen. And. Færden.