Rt-1928-1195

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1928-12-22
Publisert:	Rt-1928-1195
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 161
Parter:	Hønefoss Meieri (advokat Schrøder) mot Magnus Strande (advokat Mauritz).
Forfatter:	Hanssen, Broch, Larssen, Lie, Christiansen, Bonnevie, Backer
Lovhenvisninger:

I nærværende sak blev ved dom avsagt 28 februar 1924 av den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Ringerike kjendt for ret: «Hønefoss Meieri bør for Magnus Strandes tiltale i denne sak fri at være. Sakens omkostninger ophæves.»

Ved Oslo overrets dom av 16 august 1926 blev derimot kjendt for ret: «Hønefoss Meieris styres beslutning av 5 mai 1919 om at ilægge Magnus Strande en mulkt paa 400 kroner for at ha levert vandblandet melk og meieriets generalforsamlings beslutning av 19 februar 1921 om at inddra hans andel til fordel for meieriet kjendes ugyldig at være. Sakens omkostninger for underretten og overretten ophæves.»

Overrettens dom er av Hønefoss Meieri, som har erhvervet appelbevilling, paaanket til Høiesteret med følgende paastand: «At underrettens dom - forutsat at saken ikke findes at maatte avvises ex officio - stadfæstes, samt at Magnus Strande tilpligtes at betale Hønefoss Meieri sakens omkostninger for overret og Høiesteret.»

Indstevnte Magnus Strande har paastaat stadfæstelse av overrettens dom og tilkjendelse av saksomkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmissene for de underordnede retters domme. Der er for Høiesteret fremlagt enkelte nye dokumenter, av hvilke skal nævnes tingsvidne, optat ved Ringerike sorenskriveri 17 februar-6 mars 1928, hvorunder er avhørt livøremann Karl Warloe, meierikonsulent Snersrud, fhv. meieribestyrer Skaseth, gaardbruker Ole Oppen og gaardbruker Johannes Sørensen.

Side:1196

Som det fremgaar av overrettens dom, er det to beslutninger av Hønefoss Meieris myndigheter Strande har paastaat kjendt ugyldig, nemlig 1) styrets beslutning av 5 mai 1919 (godkjendt av generalforsamlingen 21 februar 1920) om at ilægge Strande 400 kroner i mulkt for levering av vandblandet melk, og 2) generalforsamlingens beslutning av 19 februar 1921 om inddragning av Strandes aktier.

Hvad den førstnævnte beslutning angaar, kommer Høiesteret i likhet med underretten til det resultat, at der ikke er tilstrækkelig grund til at underkjende den, og man kan forsaavidt i det væsentlige tiltræde den av underretten givne begrundelse. Man skal tilføie, at det er paa det rene, at der ogsaa i andre tilfælde har været ilagt «mulkt» i henhold til lovene av 1916 §14 uten hensyn til personlig skyld hos leverandøren, og at bestemmelsen i §10 i de tidligere love av 1879 om, at en saadan bedragersk leverandør taper.... ogsaa sit tilgodehavende for allerede levert melk», har været praktisert paa lignende maate.

Derimot er Høiesteret enig med overretten i, at generalforsamlingens beslutning av 19 februar 1921 om inddragning av Strands aktier bør kjendes ugyldig. Ved styrets beslutning, som generalforsamlingen godkjendte, blev der som reaktion mot den stedfundne levering av vandblandet melk ilagt Strande en mulkt paa 400 kroner. Der antas da ikke at være adgang til lang tid efterpaa at ta saken op igjen og knytte yderligere retsfølger til det samme forhold. Efter beslutningens avfatning fremtræder inddragningen heller ikke som grundet paa den mislige melkelevering, men som en reaktion overfor Strandes undlatelse av at betale den ham ilagte mulkt. Lovenes §14 kan imidlertid ikke findes at indeholde nogen hjemmel for generalforsamlingen til at beslutte inddragning av Strandes aktier av den grund, at han undlater at betale en mulkt som han anser ulovlig ilagt.

Efter dette vil beslutningen om inddragning av Strandes aktier bli at kjende ugyldig, mens Hønefoss Meieri iøvrig frifindes. Hvad saksomkostningerne angaar findes hver av parterne at burde bære sine omkostninger for alle retter.

Dommerne Christiansen, Bonnevie og Backer, som er enige med flertallet forsaavidt angaar generalforsamlingsbeslutningen av 21 februar 1920, antar med underretten at ogsaa den anden generalforsamlingsbeslutning av 19 februar 1921 maa bli at anerkjende og tiltræder i alt væsentlig hvad underretten til begrundelse herfor har anført. Vi antar at der efter lovenes §14, 1ste og 2det punktum, maatte være adgang for generalforsamlingen til ogsaa at inddra Strandes andel uten hensyn til at styret hadde ilagt ham mulkt, saalænge ikke Strande ved at vedta mulkten maatte sies at ha bragt affæren til ophør. Og hadde generalforsamlingen adgang til uten videre at inddra Strandes andel, maatte den ogsaa kunne utøve denne ret paa den lempeligere maate at gjøre inddragningen avhængig av, at Strande bøiet sig for den av styre og generalforsamling fattede beslutning om, at han skulde erlægge en saakaldt mulkt paa 400 kroner. Den omstændighet at Strande angivelig først 2 mai 1921 mottok skrivelsen av 27 april 1921, altsaa efter

Side:1197

den i generalforsamlingen satte frist, har ingen betydning hat, da Strande, efter hvad der er paa det rene, fremdeles var helt uvillig til at bøie sig for den av styre og generalforsamling trufne avgjørelse.

Vi stemmer derfor for stadfæstelse av underretsdommen og for at Strande paalægges omkostningerne for overretten og Høiesteret.

Dom:

Den av generalforsamlingen i Hønefoss Meieri den 19 februar 1921 fattede beslutning om at inddra Magnus Strandes andel til fordel for meieriet kjendes ugyldig. Iøvrig frifindes Hønefoss Meieri for Strandes tiltale. Saksomkostninger tilkjendes ikke.

Av underrettens dom:

Vaaren 1919 kom Hønefoss Meieri efter, at Magnus Strande, som er andelshaver i meieriet, leverte vandblandet melk. - - - Budeien tilstod da at det var hun som hadde hat vand i melken. - - - I styremøte 15 mai 1919 blev saa Strande ilagt en mulkt paa 400 kroner. Strande negtet at betale boten, hvorefter saken av styret blev indbragt for næstfølgende ordinære generalforsamling den 21 februar 1920. Generalforsamlingen godkjendte mot 1 stemme styrets handlemaate i saken. Strande undlot fremdeles at betale boten; og paa næste aars generalforsamling den 19 februar 1921 blev derfor saken behandlet paany, og der blev nu mot 1 stemme fattet saadan beslutning: «Generalforsamlingen opretholder den foregaaende generalforsamlings beslutning i denne sak, og skal restbeløpet av mulkten være indbetalt inden 1 mai 1921. I tilfælde mulkten ikke er betalt i ret tid, blir Magnus Strandes andel at inddra til fordel for meieriet.» Om denne beslutning underrettet bestyreren Strande ved skrivelse av 27 april 1921. Skrivelsen kom Strande først ihænde 2 mai.

Strande mener at disse beslutninger er ulovlige. - - -

Meieriet har for det første anført, at saken ikke kan underkastes domstolenes avgjørelse, idet der i meieriets love findes en bestemmelse saalydende: «Enhver generalforsamlingsbeslutning i meieriets anliggender er bindende for medlemmerne og kan altsaa ikke appelleres til domstolene.» Likeledes har meieriet henvist til en høiesteretsdom i Rt-1912-156, som støtte for den samme paastand. - - - Retten er imidlertid av den opfatning, at saken ikke bare under henvisning til det av indstevnte ovenfor anbragte er unddrat for domstolenes prøvelse, idet den mener, at kun forsaavidt generalforsamlingens beslutning er truffet i henhold til selskapets love, er dens avgjørelse definitiv og kan ikke appelleres til domstolene. Spørsmaalet om hvorvidt beslutningen er lovmedholdelig maa derimot kunne prøves av de ordinære domstole. I meieriets love, d. v. s. selskapskontrakten, mellem andelshaverne i meieriet, har disse gitt selskapets organer myndighet til under visse betingelser at ilægge mulkt og at inddra andeler i selskapet. De har dernæst vedtat, at generalforsamlingens beslutninger skal være endelig forbindende for dem. Naar det imidlertid som her blir spørsmaal om, under hvilke betingelser selskapets organer skal kunne ta saadanne forholdsregler, m. a. o. om selskapskontraktens indhold, kan ikke bestemmelsen herav være overladt den ene part i kontraktsforholdet; man kan forpligte sig til at underkaste sig medkontrahentens avgjørelse av om en avtalt betingelse foreligger, men naar det opstaar spørsmaal om hvilke betingelser er avtalt, saa maa det antas at ha været meningen at lægge

Side:1198

i den ovenfor citerte bestemmelse i lovens §16, uagtet den efter ordlyden gaar videre; kun forsaavidt generalforsamlingens beslutninger er truffet indenfor lovens ramme kan det antas, at andelshaverne har vedtat at beslutningerne skal være bindende for dem. - - -

Citanten hævder at ifølge lovenes §14 kan han kun ilægges mulkt, og kan der kun besluttes inddragning av andele i meieriet, naar vandblandingen kan tilregnes adelshaveren som personlig skyld. - - - §14 lyder saaledes: «Leverer noget medlem vitterlig forfalsket melk, har han forbrudt sin eiendomsret i meieriet og kan av generalforsamlingen utvises av selskapet. For en saadan forbrydelse kan han desuten sættes under straffetiltale eller blot ilægges en pengebot, hvis størrelse fastsættes av styret. Generalforsamlingen kan desuten frakjende den eiendomsretten til meieriet som med vidende og vilje leverer melk av nybære kjør de 5 første dage efter kalvningen eller melk av syke dyr eller fra hus hvor der hersker smitsom sygdom eller i det hele forsætlig eller bevisst bryter nogen av disse loves bestemmelser.» - - -

Retten er av den opfatning, at ifølge lovene er ikke personlig skyld nogen betingelse for at en andelshaver kan ilægges mulkt for levering av vandblandet melk. - - - Den generelle bestemmelse om skyld i slutningen av §14 kan ikke skjønnes at maatte lede til et andet resultat, slik som paragrafen er formet. - - - I virkeligheten dreier det sig her om en konventionalbot, selv om den er kaldt for «mulkt», og en saadan er det intet i veien for at man kan vedta og svare for andres gjerninger og uten hensyn til personlig skyld; det antas ogsaa at det ikke er noget usedvanlig at meierieierne ilægger en saadan bot, selv om der ikke er noget at lægge andelshaverne personlig til last, se herom Rt-1912-160 øverst.

Citanten har ogsaa gjort gjældende, at beslutningen maa være ulovlig, fordi citanten ikke har været varslet til det styremøte hvor det blev besluttet ar ilægge citanten mulkt. Han har i denne forbindelse henvist til høiesteretsdom i Rt-1917-38; det kan dog ikke indrømmes at den omhandler et helt analogt tilfælde. Retten finder imidlertid at heller ikke dette citantens anbringende fører frem, idet den antar at indstevnte har faat tilstrækkelig anledning til at forsvare sig. Som tidligere nævnt har citanten til styremøtet i 1919 intet andet varsel faat end at bestyreren omtalte for ham, at saken vilde bli behandlet av styret, og at citanten av dette antagelig vilde bli ilagt en mulkt. Det er mulig man ikke kan godkjende denne underretning som tilstrækkelig, men citanten har været uttrykkelig varslet om at hans sak vilde bli behandlet paa meieriets generalforsamling i 1920 og 1921, og ialfald derved maa citanten ansees for at være tilstrækkelig underrettet. Citanten hadde ogsaa indsendt længere skrivelser til generalforsamlingene, hvori han forsvarer sig, skrivelserne blev oplæst under møtet. - - - Lovenes §11 sier, at «styret kan forelægge for generalforsamlingen ethvert spørsmaal som den ikke ønsker avgjort paa egen haand». - - - Generalforsamlingen antas derfor at ha været fuldt kompetent til at ilægge citanten mulkt, og da han for denne er gitt anledning til at forsvare sig og ogsaa har benyttet sig av det, saa antas det ikke at beslutningen av formelle grunde bør kjendes ugyldig.

Ovenfor er bare behandlet mulktforelæggets lovlighet, men naar dette findes at være lovlig, maa ogsaa beslutningen om inddragning av andelene, som blev truffet i generalforsamlingen i 1921, være det. - - -

Side:1199

Av overrettens dom:

- - - Jeg er kommet til et andet resultat end underretten, idet jeg antar at Strande maa gives medhold i at lovene for Hønefoss Meieri ikke gir adgang til at ilægge et medlem mulkt eller inddra hans aktier under forhold som de i nærværende sak foreliggende, og at saaledes meieriets styre og generalforsamling har overskredet sin kompetanse ved de mot Strande trufne forføininger.

Det er paa det rene at der fra Strandes gaard vaaren 1919 blev levert melk, som var blandet med vand, og at det var budeien paa gaarden som hadde gjort dette. Det maa endvidere antas godtgjort, at meieriets styre ilagde Strande mulkten under den forutsætning, at dette kunde gjøres uten hensyn til, om han personlig hadde nogen skyld i vandblandingen eller ikke, og at der for styret ikke forelaa oplysninger som gav grund til at tro, at Strande selv eller hans hustru personlig var skyldig i eller vitende om forfalskningen av melken. Dette er uttrykkelig uttalt i den av styrets daværende medlemmer, Johan Skøien, Johs. Bjercke og Anton Sveen, den 8 oktober 1919 avgivne erklæring i anledning av den av Strande anlagte mortifikationssak. Skøien har endvidere som 1ste hovedvidne forklart, at han ved mulktens ansættelse for sit vedkommende gik utfra, at ikke Strande personlig var medskyldig i vandblandingen, og Skøien tror sikkert at det samme var tilfældet med de to andre styremedlemmer. Desuten har meieriets disponent Skaseht som 1ste kontravidne forklart, at da styret fastsatte boten gik man ut fra, at Strande ikke hadde været vidende om at hans budeie blandet vand i melken. Der er heller ikke senere ført bevis for, at Strande paa nogen maate skulde være medskyldig i forfalskningen.

Efter dette anser jeg det avgjørende for at mulkten skulde kunne ilægges, at meieriets love gir adgang til at ilægge dets medlemmer mulkt for levering av saadan forfalsket melk, naar vedkommende medlem selv ikke er skyldig i eller vidende om forfalskningen. Løsningen av dette spørsmaal beror paa forstaaelsen av §14 i meieriets love. Paragraf 14 er uklart avfattet, men kan dog efter min mening ikke godt forstaes anderledes end, at der fordres personlig skyld hos vedkommende leverandør for at mulkt skal kunne ilægges ham. Paragrafens 1ste punktum bestemmer, at et medlem som leverer vitterlig forfalsket melk, har forbrudt sin eiendomsret i meieriet og kan utstøtes av selskapet. Det uttaler vistnok intet om personlig skyld hos vedkommende, men dens strenge bestemmelser at han har forbrudt sin eiendomsret i meieriet og kan utstøtes av selskapet, synes i sig selv at ta sigte paa personlig skyld hos vedkommende og ikke med rimelighet at være tænkt anvendelig paa den, som hverken kan lægges ond vilje eller uagtsomhet til last. Paragrafens 2det punktum bestemmer, at vedkommende for «saadan forbrydelse» kan sættes under straffetiltale eller blot ilægges en pengebot, hvis størrelse fastsættes av styret. Dette forutsætter efter ordlyden likefrem personlig skyld hos leverandøren, nemlig i den «forbrydelse» at levere vitterlig forfalsket melk. - - - Jeg kan heller ikke finde at man ved antitetisk fortolkning av 3dje punkt i §14 kan dra den slutning, at anvendelsen av dens 2det punkt ikke skulde være betinget av personlig skyld hos vedkommende medlem. - - -

Jeg maa saaledes anta at meieriets love ikke gav adgang til at ilægge Strande den omhandlede mulkt. Det kan ikke gjøre nogen forskjel i denne henseende at mulkten, som av underretten bemerket, i virkeligheten maa ansees som en konventionalbot, da en saadan ikke kan ilægges nogen

Side:1200

medmindre han har vedtat det, og da paa grundlag av de av ham vedtatte betingelser. Men nogen saadan vedtagelse fra Strandes side foreligger ikke her efter den av ham hævdede forstaaelse av §14 i meieriets love, som han maa gives medhold i. - - - Axel Andersen.

- - - Imidlertid forekommer det mig at være saa gode grunde for den av førstvoterende hævdede forstaaelse av paragrafen, at beslutningens gyldighet ikke synes at kunne opretholdes, naar hensyn tages til at tvil om forstaaelsen antas at maatte komme appellanten til gode.

Jeg antar imidlertid ogsaa at fremgangsmaaten ved den av styret fattede beslutning var av den art, at beslutningen av den grund ikke kan tillægges gyldighet. Den blev fattet av styret efter indstilling fra selskapets disponent uten at der var gitt appellanten anledning til at forklare sig i sakens anledning. At der av disponenten blev uttalt noget om at saken vilde bli behandlet av styret kan ikke ansees tilstrækkelig. Disponenten var i dette tilfælde appellantens anklager for styret og repræsenterte ikke dette. Jeg finder derfor at den benyttede fremgangsmaate i den grad strider mot almindelige retsgrundsætninger, at det maa bevirke beslutningens ugyldighet naar hensees til, at det her ikke dreier sig om helt ubetydelige interesser for vedkommende leverandør. Og naar styrets beslutning ikke var gyldig antar jeg ikke at beslutningens indbringelse for generalforsamlingen og godkjendelse der kan avhjælpe nævnte mangel.

C. M. Breien.

Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg kan ogsaa tiltræde andenvoterendes bemerkninger om lovligheten av den fremgangsmaate som blev befulgt av styret ved avgivelsen av dets beslutning. J. Soldan.