Rt-1927-186
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1927-03-15 |
| Publisert: | Rt-1927-186 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 31/1 B s.a. |
| Parter: | Advokat P. A. Holm, aktor mot Thorvald Marcelius Bjørnsen (forsvarer: advokat K. J. Wiese). |
| Forfatter: | Bugge, Alten, Hanssen, Motzfeldt, Soldan, Reinholdt, Paulsen |
| Lovhenvisninger: | LOV-1874-06-03-§5, Straffeloven (1902) §286, §332, §374, §57, LOV-1907-07-16-§11, Firmaloven (1890) §11, §16, §18, §289, §42, Lov om handelsnæring (1907) §11, §1, §2 |
Assessor Bugge: Ved beslutning utfærdiget 29 november 1926 av statsadvokaten i Vest-Agder og Rogaland er Thorvald Marcelius Bjørnsen sat «under tiltale ved Stavanger meddomsret til fældelse 1) efter straffelovens §286 jfr. lov nr. 3 av 16 juli 1907 §11 for at ha undladt regnskapsførsel eller aarsopgjør, hvortil han paa grund av sin næring efter loven er pligtig, eller at ha gjort sig skyldig i grov forsømmelse eller uorden med hensyn til samme, ved i aarene 1909 til 13 januar 1926, da han gik konkurs, i Stavanger at ha drevet handel med fisk som han har kjøpt og indført fra Island, og dels solgt her i landet, dels eksportert til utlandet uten at føre lovbefalte regnskaper og foreta aarsopgjør; 2) efter straffelovens §332,1, jfr. lov nr. 3 av 16 juli 1907 §1, jfr. §2, foruten offentlig bemyndigelse eller tilladelse at ha utøvet en virksomhet til hvilken saadan kræves, ved til tid og sted som foran nævnt at ha drevet forannævnte handelsvirksomhet uten at være meddelt næringsbrev paa kjøbmandshandel.»
Ved meddomsrettens dom av 29 december 1926 blev tiltalte frifundet, idet dog rettens formand stemte for at han skulde dømmes til en bot av 50 kroner.
Mot dommen har statsadvokaten i Vest-Agder og Rogaland erklært anke paa grund av feilaktig lovanvendelse. Der er i ankeerklæringen herom anført: «Rettens flertal formenes med urette at ha bragt i anvendelse regelen om strafutelukkende retsvildfarelse. En næringsdrivende pligter at skaffe sig rede paa den vedkommende hans næring gjældende lovgivning, her handelsnæringsloven, og bør ikke kunne undskylde sig med god tro i et tilfælde som det foreliggende.»
Angaaende saksforholdet henviser jeg til meddomsrettens domsgrunde.
Jeg finder at anken maa gives medhold. Naar meddomsrettens flertal har frifundet tiltalte paa grund av vildfarelse med hensyn til handlingens retsstridige beskaffenhet sees dette ifølge dommen begrundet saaledes: «Han har utvilsomt den hele tid gaat ut fra at han kun drev frihandel, og han maa være styrket i denne tro
Side:187
al den stund han gjennem toldboden har angit sild til utførsel, uten at der er rettet noget spørsmaal til ham om han hadde handelsbrev - paa trods av at toldbodens vedkommende var klar over at silden av ham var indført fra Island. Tiltalte har den hele tid gaat aapent til verks og uten paatale fra nogen kant.» Efter dette maa jeg gaa ut fra, at rettens flertal har ment at de anførte omstændigheter var tilstrækkelige til tiltaltes frifindelse paa grund av retsvildfarelse. Heri kan jeg ikke være enig, men finder at flertallet her har anvendt loven uriktig.
Vistnok maa jeg anta, at der til straffældelse saavel efter straffelovens §286 som efter §332, 1ste led, utkræves at der er handlet forsætlig. Men selvom man gaar ut herfra følger efter min opfatning derav ikke ubetinget, at tiltalte maa frifindes, om han antages at ha staat i den tro, at der til hans virksomhet ikke utfordres næringsbrev som kjøbmand. Hans vildfarelse herom kan efter min mening ifølge gjældende ret, saaledes som denne er fastslaat av retspraksis, ikke i sin almindelighet betragtes som en mangel ved hans forsæt der maa lede til fritagelse for straffeskyld. Tvertimot vil det i det foreliggende tilfælde som ellers komme an paa, om vedkommende næringsdrivende kan antages at ha vist tilstrækkelig aktsomhet i henseende til lovens forskrifter for en næring som den omhandlede, og dette saavel hvad angaar spørsmaalet om næringsbrevs nødvendighet som pligten til regnskapsførsel og aarsopgjør. Jeg kan da ikke finde at de av meddomsretten paaberopte omstændigheter, nemlig toldvæsenets holdning til tiltaltes eksport, og undlatelse av paatale fra myndigheternes side, har været tilstrækkelige til at anta, at han har vist saadan agtsomhet at han helt kunde fritages for straffeskyld. Der maatte efter min opfatning fra tiltaltes side kunde paaberopes andre omstændigheter ved hans forhold som viste at han fra sin side hadde foretat forføininger, som kunde gjøre det rimelig at anta, at han med grund hadde følt sig beroliget med hensyn til nødvendigheten av næringsbrev samt regnskapsførsel og aarsopgjør.
Det fremgaar av hvad jeg saaledes har anført at jeg mener at tiltaltes uagtsomhet, naar hensees til de momenter som meddomsrettens flertal har fundet avgjørende, ikke har været tilstrækkelig undskyldende, og at dette efter min mening gjælder saavel tiltalen efter straffelovens §286 som efter §332, 1ste led.
Betræffende det her i saken omhandlede spørsmaal om betydningen av retsvildfarelse vil jeg henvise til professor Skeies avhandlinger av 1913 side 94 flg., særlig 191 flg. samt avgjørelser ifølge Rt-1911-924, Rt-1912-140, Rt-1912-810, Rt-1913-995, Rt-1916-352, Rt-1918-210 og Rt-1925-860, jfr. ogsaa den av Høiesteret 27 november 1926 avsagte kjendelse i straffesak advokat K. J. Wiese mot Knut Olsen Brentebraaten. Hvad særlig angaar retsvildfarelses anvendelse ved tiltale efter straffelovens §286 kan ogsaa henvises til avgjørelser i Rt-1883-822, Rt-1884-17, Rt-1884-667 samt Rt-1895-217, som omhandler forholdet efter den ældre straffelovs kap. 21 §16.
Efter det anførte vil jeg votere for at meddomsrettens dom og den til grund for dommen liggende hovedforhandling ophæves,
Side:188
fordi de av meddomsretten anførte omstændigheter ikke er tilstrækkelige til at begrunde frifindelse paa grund av retsvildfarelse.
Konklusion:
Meddomsrettens dom og den til grund for dommen liggende hovedforhandling ophæves, fordi de av meddomsretten anførte omstændigheter ikke er tilstrækkelige til at begrunde frifindelse paa grund av rets vildfarelse. (Vanlige salærer.)
Ekstraordinær assessor Alten: Jeg er forsaavidt i overensstemmelse med førstvoterende som jeg antar at tiltaltes retsvildfarelse ikke er av den art at den efter straffelovens §42 utelukker forsæt, men at den med rette er henført under §57. Den bestaar i en vildfarelse med hensyn til rækkevidden av handelsnæringslovens paabud om handelsbrev og bokførsel, idet tiltalte ikke har været bekjendt med at lovens undtagelser for frihandel efter §18, 4de led, ikke kommer til anvendelse, naar der handles med fisk og fiskevarer som er indført fra utlandet. Jeg er likeledes enig i at denne vildfarelse ikke kan føre til frifindelse, medmindre den kan ansees for undskyldelig, og at dette maa gjælde baade med hensyn til straffelovens §286 og med hensyn til §332. I det foreliggende tilfælde antar jeg imidlertid at de nærmere omstændigheter ved de forhold som tiltalen gjælder og som meddomsretten har anseet bevist, i forbindelse med hvad der forøvrig anføres av meddomsrettens flertal, bør ansees for tilstrækkelig til at undskylde tiltaltes retsvildfarelse. Jeg lægger forsaavidt særlig vekt paa at hans næringsvirksomhet har bestaat i handel med fisk og fiskevarer, som i almindelighet er frihandelsvarer, og at den har været drevet upaatalt i et saa langt tidsrum som 17 aar, saaledes at tiltaltes retsvildfarelse for en væsentlig del maa siges at skyldes mangelfuld kontrol fra politiet og de kommunale myndigheter med overholdelsen av handelsnæringslovens bestemmelser om handelsbrev. Jeg stemmer efter dette for forkastelse av anken.
Med hensyn til salærene er jeg enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Hanssen: Jeg har en noget anden opfatning end de tidligere voterende av spørsmaalet om betydningen for en handlings strafbarhet av den handlendes uvidenhet om eller uriktige opfatning av de lovbud handlingen strider imot. Jeg er selvfølgelig enig i at en uriktig opfatning paa dette punkt ikke gaar ind under straffelovens §42, men derimot omhandles i straffelovens §57. Naar denne paragraf uttaler, at straffen kan nedsættes for den som ved handlingens foretagelse befandt sig i vildfarelse med hensyn til dens retsstridige beskaffenhet, saafremt retten ikke av den grund finder alt burde frifinde ham, ligger deri ikke en bemyndigelse for retten til efter frit skjøn at frifinde i et saadant tilfælde. Lovens forutsætning maa være, at avgjørelsen av spørsmaalet om frifindelse maa løses ut fra strafferetslige betragtninger, som loven selv ikke har git uttryk for. For mit vedkommende mener jeg her, at almindelige strafferetslige hensyn tilsier, at man som regel som betingelse for anvendelse av straf før forsætlig forgaaelse kræver bevisthet om handlingens karakter
Side:189
av en retskrænkelse eller interessekrænkelse. Overensstemmende med den opfatning som er fremholdt av professor Skeie paa det av førstvoterende nævnte sted, og hvad der maa ansees godkjendt ved en række høiesteretsavgjørelser, antar jeg imidlertid, at der er grund til forsaavidt at opstille en anden regel forsaavidt angaar overtrædelse av rene ordensforskrifter. Praktiske strafferetslige hensyn tilsier nemlig at man her ikke bør kræve positiv kundskap om vedkommende lovbud, men bør nøie sig med at den manglende kundskap i saa henseende kan tilregnes den handlende som uagtsom.
Ut fra denne opfatning er jeg med førstvoterende enig i at meddomsrettens frifindelse av tiltalte for tiltalen efter straffelovens §332, 1ste led, ikke er tilstrækkelig begrundet i hvad meddomsrettens flertal har anført som grundlag for frifindelse. Jeg finder nemlig med ham, at det som meddomsretten i saa henseende har anført ikke er tilstrækkelig til at godtgjøre at vildfarelsen var undskyldelig.
Anderledes staar derimot efter min mening forholdet forsaavidt angaar frifindelsen for tiltalen efter straffelovens §286. Jeg skal forsaavidt først bemerke, at det for mig staar som adskillig tvilsomt om, der efter handelslovens §11 paahvilte tiltalte nogen bokførselspligt. Denne paragraf opstiller alene bokførselspligt for kjøbmænd; og kjøbmand er efter lovens terminologi den som har erhvervet næringsbrev paa kjøbmandshandel. Det fremgaar ogsaa av vedkommende lovkommissions motiver at der ved uttrykket «kjøbmand» i §11, 1ste led, alene har været siktet til personer, som driver handelsvirksomhet med hjemmel av næringsbrev som kjøbmand. Jeg anser det imidlertid ikke paakrævet at ta bestemt standpunkt til dette spørsmaal likesaalidt som til spørsmaalet om forholdet mellem handelsnæringslovens regler om bokførselspligt og de regler om bokførselspligt som indeholdes i loven av 3 juni 1874. Jeg mener nemlig, at selvom der paahvilte tiltalte bokførselspligt har meddomsretten med rette frifundet tiltalte for fældelse efter §286, fordi han forsaavidt befandt sig i vildfarelse med hensyn til retsstridigheten. Paabudet om pligt til bokførsel for visse næringsdrivende maa vistnok i og for sig betragtes som en ordensforskrift. Den straffebestemmelse som sanktionerer denne ordensforskrift har man imidlertid i straffelovens §374, som sætter straf bl.a. for undladt bokførsel, hvor saadan er lovbefalt, og som forsaavidt ogsaa rammer en uagtsom forgaaelse. Straffebestemmelsen i §286 for undladt regnskapsførsel fremtræder tiltrods for sin ordlyd ikke som en bestemmelse der er bestemt til likefrem at ramme enhver overtrædelse av reglene om bokførsel. Det som har foranlediget den væsentlig strengere behandling efter straffelovens §286 fremgaar vistnok ikke av paragrafen selv, men maa utledes av §289, 2det led. Dette led indeholder riktignok ikke en straffebetingelse, men alene en paataleregel. Jeg tror imidlertid at det maa være berettiget herav at slutte, at naar loven aapner adgang til at anvende en strengere straf for undladt bokførsel, naar en bokførselspligtig er kommet under konkurs eller har aapnet akkordforhandling o.s.v., saa skyldes dette at undlatelsen av at føre bøker i dette tilfælde opfattes som ogsaa indeholdende en krænkelse
Side:190
overfor kreditorene. Til støtte for denne opfatning kan det vel ogsaa paaberopes at §286 har faat plads i kapitlet om forbrydelse i gjældsforhold. Den omstændighet at man saaledes i straffelovens §374 har den almindelige straffesanktion av paabudet om bokførselspligt, som ogsaa rammer uagtsom undlatelse, mens den i §286 omhandlede undlatelse indebærer et moment av krænkelse overfor fordringshaverne og er karakterisert som en forbrydelse og er belagt med en betydelig strengere straf end den i §374 fastsatte, gjør efter min mening, at det ikke er rimelig at anvende samme regel som for overtrædelse av ordensforskrifter. Det naturlige maa her være at følge den regel som jeg mener bør opstilles for forsætlige forgaaelser i almindelighet, nemlig at manglende kundskap om handlingens karakter av retskrænkelse eller interessekrænkelse fritar for straf, uanseet om det kan ansees som uagtsomt at den handlende ikke har erhvervet sig saadan kundskap.
Jeg voterer efter dette for at anken forkastes forsaavidt angaar frifindelsen for tiltalte efter straffelovens §286, men i likhet med førstvoterende for ophævelse av dommen forsaavidt angaar frifindelsen for tiltale efter straffelovens §332, 1ste led, paa grund av uriktig lovanvendelse.
Med hensyn til salærene er jeg enig med de tidligere voterende. Jeg former ingen konklusion.
Ekstraordinær assessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor overretsjustitiarius Soldan, ekstraordinær assessor sorenskriver Reinholdt og assessor Paulsen: Likesaa.