Rt-1914-529

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1914-04-02
Publisert:	Rt-1914-529
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 31/1 B s.a.
Parter:	K. K. Bøe (adv. Solnerdal) mot Anders O. Nohre (adv. F. M. Bugge).
Forfatter:	Fürst, Prydz, Hambro, Frisak, Christiansen, Lund, Reimers
Lovhenvisninger:	Jaktloven (1899) §3

Ekstraordinær assessor Fürst: Ved dom avsagt av sorenskriveren i Eker, Modum og Sigdal med meddomsmænd den 2 april 1909 blev saaledes kjendt for ret: «Indst. K. K. Bøe kjendes uberettiget til at drive jagt i den under saken omhandlede, omkring Bøsæteren liggende og av denne til havnegang benyttede strækning, samt til at aavirke ved i Nore skog til bruk for sit paa Bøesæteren opførte hotel. Sakens omkostninger ophæves.» Ved Kristiania overrete dom av 4 april 1910 blev underrettens dom stadfæstet og sakens omkostninger for overretten ophævet.

Av K. K. Bøe er saken indbragt for Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan paastand: «At appellanten K. K. Bøe frifindes for indstevnte Anders O. Nohres tiltale i denne sak og hos ham tilkjendes sakens omkostninger for alle retter.» Indstevnte, Anders O. Nohre, har nedlagt paastand om stadfæstelse av overrettens dom og tilkjendelse hos appellanten av procesomkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens nærmere omstændigheter henviser jeg til de underordnede retters domme. For Høiesteret er ingen nye bevisligheter fremlagt.

Saken angaar to spørsmaal; for det første handles der om K. K. Bøes ret til at drive jagt i den under saken omhandlede strækning paa den sydlige skraaning av Norefjeld, dernæst om omfanget av Bøes adgang til at aavirke ved i Nohres skog.

Jeg skal først behandle jagtretspørsmaalet. Appellanten grunder sin paastand om at ha saadan ret principalt paa, at han har eiendomsret til den paagjældende strækning, subsidiært paa, at jagtloven av 20 mai 1899 §3 hjemler ham jagtret. Fra Nohres side erkjendes, at saavel Bøegaardene som andre gaarde, Heslien, Lesteberg og Leer, er berettiget til at ha sætre med bavn i den omhandlede del av Norefjeld, og at de har hugstret for sit sæterbehov saavel inden det paagjældende omraade som i den tilstøtende Nore skog, men han bestrider, at de har eiendomsret til nogen del derav.

Med de underordnede retter kommer jeg til det resultat, at den under saken omhandlede strækning utgjør en del av Nohres eiendomsterritorium, og at Bøegaardene inden dette territorium kun har en sæter- og havningsret med dertil knyttet hugstret for sæterbehovet i Nore skog. Jeg tiltræder i saa henseende i det væsentlige de underordnede retters begrundelse, som jeg finder fyldestgjørende. Jeg skal kun bemerke, at gaarden Bøes eier ved forskjellige, tildele langt tilbake liggende leiligheter, har lagt for dagen, at Bøe ikke prætenderer eiendomsret længer op i skraaningen end til det saakaldte Torgervad, hvor Bøes skog slutter, saaledes ved oprettelsen av et delebrev mellem Nohre og Bøe i 1769. Lignende opfatning er fra Bøes eiers side, saavidt skjønnes,

Side:530

lagt for dagen under den under saken omhandlede kartforretning av 1824. Det forekommer mig ogsaa i og for sig litet rimelig, at Bøe, hvis eiendom til skog slutter saa langt nede som ved Torgervad, skulde ansees som eier av en strækning, der begynder flere km. høiere op i fjeldet med et mellemliggende belte med skog, som utvilsomt tilhører Nohregaardene. Bøes paastand om qva eier at ha jagtret kan saaledes ikke bli at ta tilfølge.

Som nævnt er der imidlertid fra Bøes side subsidiært reist paastand om, at han i medhold av jagtloven av 1899 §3 tilkommer jagtret i strækningen og isaafald som bruksberettiget i Nohres sameie, ikke som eier. Fra Nohres side hævdes, at denne paastand er reelt ubegrundet. Principalt anfører han imidlertid, at paastanden er for sent fremsat og saaledes allerede av den grund ikke kan komme i betragtning. Jeg skal i den anledning bemerke, at det er paa det rene, at jagtlovens §3 fra Bøes side ikke blev paaberopt under underretsproceduren. Først for overretten hævdet han - i sit første indlæg - at han gjorde panstand om jagtret gjældende efter nævnte paragraf, altsaa qva bruksberettiget.

Jeg kommer til det resultat, at Bøes heromhandlede paastand er for sent fremsat. I aastedssessionen den 6 juli 1906 uthævedes der fra hans side, at den jagt han i den omhandlede strækning utøvet, foretokes som eier. Da saken efter aastedsbefaringen dedusertes av Nohres advokat, uttalte denne, at hvis Bøe ikke var eier, hadde han ingen jagtret, og tilla, at han antok, at dette vilde bli erkjendt fra Bøes side. Nogen uttrykkelig erkjendelse fremkom imidlertid ikke fra Bøe i den retning. Derimot sees det, at Bøe i et senere for underretten fremlagt indlæg fremdeles hævdet - og, som det synes, alene hævdet - at det var som eiendomsberettiget, at han havde utøvet jagt paa den omhandlede strækning. I underretsdommen blev jagtlovens §3 ikke specielt nævnt. Det anføres kun av underretsdommeren, at heller ikke jagtloven hjemlet Bøe den paastaaede jagtret. Da der fra Bøes side for overretten, hvortil han hadde paanket saken, nedlagdes paastand paa, at han, om han ikke ansaaes som eier, dog maatte tilkomme jagtret qva bruksberettiget i henhold til jagtlovens §3, blev der herimot av motpartens eier protestert, idet anbringendet var nyt i saken. Jeg finder, som nævnt, at denne protest, som fra Nohres side er gjentat for Høiesteret, maa tages tilfølge. Panstand om jagtret støttet til eiendomsret og paastand om jagtret støttet til bruksret er to kvalitativt forskjellige søksmaalsgrunde. Naar Bøe ikke for underretten gjorde kravet om jagt paa grundlag av bruksret i sameiestrækning gjældende, følger det, mener jeg, av reglerne om anbringelse av nyt stof i appelinstanserne, at dette ikke med virkning kan gjøres. Jeg finder saa meget større grund til at anta dette, som Nohres advokat i sit første indlæg for underretten uttrykkelig haade gjort opmerksom paa, at Bøe formentlig støttet sit krav om jagtret alene til eiendomsret og saa at sige provocerte motparten til at uttale sig, om dette ikke forholdt sig saaledes. Nogen uttalelse fremkom, som anført, imidlertid ikke fra Bøes side før i overretten. Det kan ikke siges, at der ved spørsmaalet om, hvorvidt paastanden om jagtret kan støttøs til den ofte nævute §, alene handles om en anvendelse av loven. En jagtret, som tilkommer en eier, har i flere henseender ikke den samme karakter som den jagtret, der tilkommer en bruker. Hertil kommer - og det stiller sig for mig som det væsentligste - at de faktiske momenter, hvorpaa kravet fra Bøes side om jagtret qva bruker skulde grundes, ikke kan sees at

Side:531

ha været under behandling i underretten. Jeg sigter her til spørsmaalet om sameieforholdet, det angivelige jordfællesskap mellem de to bruk i Nohre og grænserne for, hvor dette jordfællesskap begynder, om hvilket sidste punkt der, saavidt skjønnes av proceduren for Høiesteret, delvis hersker nogen strid mellem parterne. Angaaende det heromhandlede processuelle spørsmaal skal jeg forøvrig henvise til den i Rt-1895-147 indtagne høiesteretsdom. Med den opfatning jeg har blir det overflødig saaledes som av overretten gjort at indgaa paa, hvorvidt Bøes subsidiære paastand i realiteten er begrundet eller ikke.

Angaaende det andet spørsmaal, som under nærværende sak foreligger, nemlig om omfanget av K. K. Bøes ret til at aavirke ved i Nohres skog, det vil sige, om denne ret ogsaa omfatter aavirke til bruk for det paa Bøesæteren opførte hotel, kan jeg saavel med hensyn til resultat som begrundelse henholde mig til de underordnede retters dommere.

Efter det anførte finder jeg, at overrettens dom blir at stadfæste.

Sakens omkostninger for Høiesteret antages appellanten at burde tilpligtes at tilsvare.

Konklusion:

Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for Høiesteret betaler K. K. Bøe til Anders O. Nohre kr. 600.00.

Assessor Prydz: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Hambro, ekstraordinær assessor Frisak, konstituert assessor, byretsassessor Christiansen, ekstraordinær assessor, sorenskriver Lund samt assessor Reimers: Likesaa.

Kjendelse blev avsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Av underrettens dom hitsættes:

Under 18 september 1905 uttok citanten i nærværende sak Anders O. Nore ved advokat Stenersen til Krødsherred forlikskommission saadan klage: Eiendommen Bøe gr. nr. 206, br nr. 1 i Krødsherred, der nu eies av K. K. Bøe har fra gammel tid for sin sæter - Bøsæteren kaldet - været anset berettiget til havnegang samt til at ta byggefang og ved for sæterens behov i gaarden Nores gr. no 208, br. nr. 1's beliggende skog Rettigheterne var i tidligere tid, da gjæter holdtes, begrænset til et visst areal, men er Bøe i de senere aar gaat utenfor dette areal ikke blot med havning men ogsaa med hugst, likesom han har drevet hugst av ved ikke blot til sæterens men ogsaa til det paa sæteren opførte hotels behov. Hertil anser eieren av Nore, Anders O. Nore ham uberettiget, likesom han begjærer erstatning for den ham ved den uberettigede hugst paaførte skade. Videre anser Bøe sig som eier av Bøsæteren jagtberettiget i Nores eiendom og har senere iaar drevet jagt i samme. Da Nore ikke kan erkjende, at der tilligger hr. Bøe saadan jagtret, vil han nu se dette spørsmaal avgjort ved dom. - - -

Ved dom av 2 april 1841 paatalte Bøegaardene og endel andre paa samme maate interesserte gaarde et indgrep fra Nores side i deres havningsret over omtrent den samme strækning, som det gjælder under nærværende sak, og fik ved nævnte dem medhold heri, at havningsretten her tilkom dem alene med utelukkelse av Nore, uanset at det maa ansees bevist, at skogen paa den omhandlede strækning tilhører Nore med den indskrænkning, at citanterne har ret til bygningsmaterialer og brænde tilsætrene.» - - -

Side:532

I dom av 4 februar 1868 er det antat at Bøegaardene ved alders tids bruk eller hævd hadde erhvervet sig ret til at ta trævirke av alle slags i Nore skog til deres sætre, og at de ikke hadde overskredet denne ret ved at ta hvad der tiltrængtes ogsaa til det utvidede gjærdehold og de flere sæterhuse, som omstændigheterne nødvendiggjorde for sæterens hensigtsmæssige drift.

Endelig kom i 1889 ogsaa spørsmaalet om jagtretten under drøftelse. Foranledningen hertil var, at saavel Bøe som Noremændene hadde bortleiet jagtretten over denne strækning, og da en av Noregaardens eiere i anledning herav beskyldte den jæger, som hadde leiet jagtret av Bøe, for ulovlig jagt. resulterte herav en injuriesak, som imidlertid endte med frifindende dom av 6 september 1892. I denne uttales paa grundlag av et under saken optat aastedstingsvidne bl. a, «at den ret over stykket, der i henhold til ovenstaaende maa antages at tilkomme Nores eiere, er av saa vid natur, at det, naar intet motsat ved forlik, dom eller overenskomst er fastslaat fra deres side, er en antagelig paastand, at jagtretten tilkommer dem.» - - -

Terrænget bestaar nederst av en temmelig vidstrakt, jevnt avheldende, delvis skogbevokset strækning, som fortsætter i sterkere motheldning og med sterkt avtagende trævekst opover langs fjeldsiden; over et belte, der delvis er bevokset med busker og enkeltstaaende smaa trær - det saakaldte Bøe- eller Leerriklet, kommer man videre opover til et helt træbart parti og endelig op paa selve fjeldryggen. Citanten hævder nu at hele det paagjældende areal utgjør endel av den utmarks- og fjeldstrækning, som tilligger hans gaard Nore, og at indstevnte ingen anden ret har i eller over denne strækning end en sæter- og havningsret. Grunden tilhører Nore med samme ret og paa samme maate som den tilstøtende skog, hvor indstevnte hverken har eller paastaar at ha anden ret end ret til at ta det for sæterens behov fornødne trævirke. - - -

Indstevnte anerkjender ingen principal og oprindelig ret for Nore over strækningen qu, men mener at denne som høifjeldsstrækning oprindelig har tilhørt staten, hvorfra den senere er overgaat i privat eie ved okkupation. Denne er fra Bøegaardenes side iverksat dermed, at de i fjern fortid har an bragt og senere drevet sæterbruk der, paa samme maate som Nore har okkuperet den tilstøtende skogstrekning ved fra umindelige tider at hugge ved i den. Han anser sig derfor eiendomsberettiget inden det samme omraade, inden hvilket han er havneberettiget, og mener følgelig som eier, at han tillike her er jagtberettiget. - - -

Som av det anførte vil sees, gjælder striden mellem parterne spørsmaalet om, hvem av dem som er eiendomsberettiget til den omhandlede strækning. Denne støter umiddelbart til eller danner en umiddelbar fortsættelse av Nores her liggende skog, mens avstanden til den nærmest liggende del av Bøe's øvrige eiendom angives at være 3 kilometer. Det erkjendes av citanten at saavel Bøegaardene som andre - Leer, Lesteberg og Heslien er berettiget til at ha sætre med havn i denne del av Norefjeld, og at de har hugstret for sit sæterbehov saavel inden heromhandlede omraade som i den tilstøtende Noreskog, men han bestrider, at de har eiendomsret til nogen del derav. - - -

Ingen av parterne har hjemmelsdokumenter at paaberope sig.

Under disse omstændigheter antages spørsmaalets løsning at maatte avhænge av, hvorledes forholdet nedigjennem tiderne er blit opfattet saavel av de berettigede selv, som av andre, og i hvilken utstrækning og paa hvilken maate de forskjellige beføielser er blit utøvet av de berettigede eiendomme.

Side:533

Herom er av citanten bl. a henvist til en i 1824 foretat og under saken fremlagt kartforretning, hvorved blev foretat deling av øvre og nedre Nores sameiesskog og mark. Til fastsættelse av grænserne mot de tilstøtende eiendomme, blev disses eiere varslet. Blandt disse var Gunder Leer, Ole Leer, Knud Bøe og enken Marta Lesteberg med lagværge. De betegnes i stevningen som «angrænsende, der har tillatt sig havnegang i marken hvis hjemmel og ret vil bli underkastet prøve». Ved opgangen av grænsen mot Bøe møtte Knud Bøe, der foreviste en delekontrakt av 1769 i henhold til hvilken dele blev opgaat og bestemt mellem Nore og Bøe forsaavidt skogen angaar. Da dette var besørget, forlot Kund Bøe forretningen, idet han intet hadde at erindre mot den skedde opgang, «blot anmerket han, at han paa grund av et forevist av kong Christian den 5te konfirmeret skjøte, dat. 30 mai 1679 og konfirmeret 18 august 1684 ansaa sig berettiget herefter som forhen til sæter og havnegang i Nore skog.» Derefter bestemtes grænserne mot Foslien efter Lepjuvelen indtil dennes høieste fos, hvorfra delet gaar over «Stenmanden» paa Grinefjeld og over Augenshøi og søndre kant av Storeleien til Ramnaas. Indenfor de saaledes paa denne kant angivne grænser ligger hele den strækning, som omhandles under nærværende sak.

Da Knud Bøe saaledes ikke mødte ved den fortsatte grænseopgang, men indskrænket sig til at forbeholde sig sin sæter og havneret i «Nore skog» mener citanten, at Bøe hermed har erkjendt, haade at han selv ikke hadde anden og større ret end denne inden det paagjældende omraade, og at dette var Noregaardenes eiendom. Hadde Bøe eller de øvrige sæterberettigede ment at være grundeiere i terrænget maatte dette være kommet frem under forretningen og en grænse i syd - mot Nores eiendom - være blit paavist, men herom fremkom ingen antydning.

Dernæst henvises til de under saken av 1838-41 avgivne forklaringer. Av disse forklaringer menes at fremgaa, at Bøe-, Leer- og Lesteberg-sætrene efter gjældende opfatning har ligget paa Nores eiendoms grund, at de nævnte sæterberettigede har anset sig uberettiget til at dra til sine sætre, førend tilladelse dertil eller ordre derom var indløpet fra Noremændene, og at disse har hugget bjelker inden den paajgældende havnestrækning, saalangt saadanne var at finde. Endvidere henvises til vidneforklaringen i «Huitfeldtsaken» og til de av hovedvidnerne i nærværende sak avgivne prov. Av disse fremgaar, at Nores eiendoms grænse mot fjeldet fra gammel tid av har været antat at gaa efter en linje: Stenmanden-Danseflaten-Ramnaas, at skogen paa øst- og vestsiden av Bøesæteren, saalangt som skog overhodet findes op mot fjeldet, har været anset for at tilhøre Nore, at hugst i denne utstrækning ogsaa blev foretat, da Noreskogen for ca 20 aar siden blev solgt til uthugst, og at hugst for Nores regning ogsaa i de senere aar er foretat saavel paa den saakaldte «Huldrehaugen» (Ullerhaugen) som fru Lepjuvet. Endelig hespekes paa, at Golberg- og Dyngresætrene betaler et slags avgift til Nore, forsaavidt som Nores eiere er berettiget til at slaa Sætervoldene og tilegne sig den gjenliggende gjødsel paa disse sætre - et forhold der alene kan forklares som utslag av Nores jorddrotlige overhøihet i forhold til disse sætre, som forsaavidt antages at indta samme stilling som Bøe- og Leersætrene, uagtet disse ingen avgift erlægger.

Jeg kommer til det resultat, at de av citanten paapekte forhold og de saavel før som under nærværende sak avgivne vidneforklaringer tilsammentagne maa sies at danne et efter omstændigheterne fyldestgjørende bevis for, at den under saken omhandlede strækning utgjør endel av Nores eiendomsterritorium, og at Høgaardene (m. fl.) inden dette kun har en sæter og havningsret med dertil knyttet hugstret for sæterbehovet i Nore skog.

Side:534

Hvorledes de forskjellige rettigheter oprindelig er erhvervet, lar sig ikke længere oplyse. Hvad indstevnte i denne forbindelse anfører angaaende okkupation i den graa oldtid, først av skogen og senerere av beitestrækningerne paa fjeldet, kan maaske være rigtig nok i og for sig, men antages - som beroende paa mere eller mindre paalidelige gisninger, der ikke kan kontrolleres - at være uten betydning for den foreliggende sak. Her er man henvist til at holde sig til, hvad der er bevislig - nemlig hvorledes forholdet ned gjennem tiderne har været opfattet, og hvorledes de indbyrdes rettigheter er blit utøvet.

Under de mange tidligere kontroverser, hvortil forholdet har git anledning, kan det ikke sees, at de sæterberettigede gaarde nogensinde har paastaat at være eiendomsberettiget til den paagjældende strækning. Vistnok er det under saken 1838-41 fra Bøemændenes side tale om «eiendomsret» men likesom denne synes alene at henføres til selve sætrene, saaledes er deres paastand om, at Nore skulde kjendes uberettiget til at utøve «nogensomhelst havneret eller anden ret» i den paagjældende havnestrækning ved dommen alene tat tilfølge forsaavidt havneretten angaar. Denne er derimot tillagt de sæterberettigede som en dem utelukkende tilkommende ret. Heller ikke under de senere søksmaal (i 1868 og 1889) kan det sees, at der er tale om nogen eiendomsret for de sæterberettigede. Paa den anden side er Nores eiendomsret til skogen saavidt sees aldrig blit bestridt

Det er da først under nærværende sak, at det fra Bøes side gjøres gjældende at denne gaard eier den strækning, inden hvilken den utøver og fra gammel tid har utøvet sæter- og havningsret. De til støtte for denne opfatning anførte grunde kan jeg imidlertid ikke finde avgjørende. Forholdets oprindelse lar sig som nævnt ikke længere paavise. Efter de foreliggende saavel ældre som nyere vidneforklaringer synes den almindelige opfatning at ha været, at Bøegaardene og de andre sæterberettigede eiendomme har hat sæterret m.v. inden Nores eiendomsomraade, og nogen anden beføielse synes de heller ikke at ha utøvet. Paa den anden side er det ved vidner bevist og av indstevnte erkjendt, at Nore har hugget og nyttiggjort sig skogen ogsaa inden det omraade, hvori indstevnte har sin sæterret - saaledes i Lepjuvet. Dette er skeet upaatalt fra indstevntes side, hvilket antagelig alene kan forklares som en erkjendelse av Nores eiendomsret. lalfald maa indstevnte likeoverfor det av citanten tilveiebragte bevismateriale antages at ha den fulde bevisbyrde for, at han har en videregaaende ret end den, han hittil har utøvet - en bevispligt, som han ikke har fyldestgjort.

Hvad specielt angaar det saakaldte Bøe eller Leerriklet, synes indstevnte at ville hævde, at dette som liggende overfor den grænse, indtil hvilken salgbart trævirke kan vokse, maa som Del av høifjeldet tilhøre Okkupanten - det er den eller dem, der har nyttiggjort sig det - altsaa i dette tilfælde de havningsberettigede eiendomme - forsaavidt det overhovedet kan være privat eiendomsret undergiven. Herved er imidlertid at bemerke, at Leerriklet danner overgangsbeltet mellem den skogbevokste og den helt træbare del av fjeldsiden, og at først den ovenforliggende del - selve fjeldryggen eller kammen kan regnes til høifjeldet. Endog dette paastaaes for Norefjelds vedkommende at være privat eiendomsret undergit - et spørsmaal som det dog ikke er nødvendig for den foreliggende saks avgjørelse at indlate sig nærmere paa.

Jeg gaar saaledes ut fra, at de sæter- og havningsberettigede eiendomme, hvoriblandt indstevntes alene har erhvervet en servitut over Nores utmark og skog, og at der følgelig heller ikke tilkommer dem nogen anden beføielse

Side:535

end den i selve servituten indeholdte - altsaa ingen jagtret, som heller ikke jagtloven hjemler dem. - - -

Hvad angaar sporsmaalet om, hvorvidt indstevnte med hjemmel av sin husbehovsret for Bøesæteren tillike er berettiget til at hugge ved i Nore skog til bruk for sit paa sæteren opførte hotel, bemerkes, at hertil kan han ikke antages berettiget. Det er saavidt skjønnes heller ikke indstevntes mening, at han det er; han paastaar alene, at hvad han til hotellet og sæteren har brukt av ved fra Nore skog ikke tilsammen utgjør mere end hvad der vilde været, medgaat til Bøesætrenes behov alene, ialfald disse var blit drevet som vanlig Mændene har imidlertid under saken avgit skjøn om, at ved forbruket for Bøsæteren + hotellet er større end for begge Bøesætrene med fælleshod, og da det ved hovedvidnernes prov man antages godtgjort, at endel av den aavirkede ved er blit benyttet ved hotellet, maa citantens ændrede paastand om at indstevnte kjendes uberettiget hertil bli at ta tilfølge. - - -

De paa sæteren staaende huse er i sin tid antagelig opført av tømmer fra den tilstøtende skog, som oprindelig tilhørte Noregaardene i fællesakap.

Med hensyn til sæterrettens utøvelse er det paa det rene at Hesliens kreaturer har havnet sammen med kreaturer fra Bøe, Leer og Lesteberg som ogsaa har sætre og havningsret her; for Hesliens vedkommende er det videre erkjendt, at eieren av Nore har slaaet og disponeret over græsset paa sætervolden og anvendt paa denne den paa sæteren gjenliggende gjødsel. - - -

Av overrettens dom hitsættes:

Derimot formenes §3 i jagtloven av 20 mai 1899 at medføre, at appellanten man ansees medberettiget til jagt i det omtvistede terræng. De av indstevnte herimot paaberopte høiesteretsdomme i Rt-1902-657, og Rt-1906-172 og Rt-1906-465 gaar ut fra, at der i vedkommende strækninger ikke eksisterede noget sameie, hvorimot det her er tilfælde, at der eksisterer et saadant, nemlig mellem eierne av de 2 Noregaarde, idet alene skogen er utskiftet mellem dem, og da appellanten er bruksberettiget i dette sameie, gaar tilfældet likefrem ind under lovstedets ord (Scheels tingsret side 473 ff.) Indstevntes protest mot appellantens subsidiære anførsel herom som forsent fremkommen kan ikke komme i betragtning; ti denne anførsel forholder sig til paastanden om eiendomsret kun som det mindre til det mere.

Med hensyn til aavirke i Nore skog til bruk for appellantens hotel er man enig i underrettens resultat og begrundelse. - - -

Processens omkostninger for begge retter ophæves.

Fr Dop, kst.

Idet jeg med hensyn til eiendomsforholdet er enig med forstvoterende, maa jeg med utgangspunkt i dette under henvisning til de citerede høiesteretsdomme i Rt-1902-657 og Rt-1905-172 og Rt-1905-465, i hvilke saker forholdet i alt væsentlig findes analogt med nærværende, anta, at appellanten heller ikke tilkommer jagtret i det her omhandlede territorium. Her er nemlig ikke tale om sameie (i grunden) mellem Bøe og Nore, kun - som i de nævnte saker - om en Bøe tilkommende sæterret med havneret og ret til træfang i den omliggende Nore skog, altsaa alene om en begrænset bruksret (servirut) uten medeiendomsret i grunden. Bøe har, efter hvad der er oplyst, aldrig eiet grund paa de kanter, hvorom her er spørsmaal, og jagtloven av 20 mai 1899 §3 kan da, efter hvad der i de nævnte domme er antat, ikke her finde anvendelse. - - -

Wilh. Andersen

Side:536

Forøvrig enig med førstvoterende kommer jeg m.h.t. jagtretten til samme resultat som andenvoterende. Det skal erkjendes, at jagtretten efter uttrykkene i jagtlovens §3 synes at tilkomme Bøe. Naar nævnte § bruker betegnelserne «sameiestræknieger» og «sameiet», kan jeg imidlertid ikke antage, at §en sigter til et sameie, som alene er foranlediget ved den sedvanlige deling av et gaardsnr. i 2 bruk. Nore er delt i 2 bruk. Den heromhandlede utmark forblev fælles indtil skovbestanden senere blev delt uten at dette skedde med grunden. Paa denne almindelige maate er sameiet opstaat mellem de to bruk i Nore; men at en saadan deling skulde skape en jagtret for nogen i sameiet sæterberettiget, hvilken den ikke før hadde, kan ikke antages. Efter min opfatning bør jagtlovens §3 antages at mene sameiestrækninger eller fællesskap efter almindelig sprogbruk, arealer, som ikke tilhører en enkelt bestemt om end i flere bruk opdelt gaard, men som betasgtes som eiendomme for sig selv antagelig i regelen bestaaende fra ældre tider med et større antal lodeiere uten at være privat-, bygde- eller statsalmenning, kfr. nævnte §3, anden avdeling. Jeg finder med andenvoterende, at underrettens dom bør stadfæstes, dog med ophævelse av processens omkostninger ogsaa for overretten.

J. Bergh.

Jeg finder at kunne tiltræde tredievoterendes præmisser og resultat. dog under nogen tvil angaaende jagtretten (kfr. Scheels tingsret.)

Fr. Dop.