Rt-1929-27

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1929-01-15
Publisert:	Rt-1929-27
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 11/1 s.a.
Parter:	Stavanger Preserving Co. A/S (advokat John Nielsen) mot Stavanger kommune (advokat Gustav Heiberg).
Forfatter:	Bang, Bonnevie, Bade, Motzfeldt, Lie, Rivertz, Backer
Lovhenvisninger:	Aksjeloven (1910) §46, Skatteloven (1911) §38, Skatteloven (1911)

Ved Stavanger byrets dom den 19 januar 1927 blev kjendt for ret: «Stavanger kommune bør for Stavanger Preserving Co. A/S, dets tiltale i denne sak fri at være. Processens omkostninger ophæves.»

Dommen er av Stavanger Preserving Co. A/S indbragt for Høiesteret med saadan paastand: «At appellantskapets indtægtsligning for indtægtsaaret 1923 underkjendes, og at ny ligning blir at foreta, hvorunder appellantskapet kjendes berettiget til at fratrække sit tap paa certifikater i Stavanger Privatbank stort kr. 50.000 i den bokførte indtægt for aaret 1923, at indstevnte tilpligtes at betale appellantskapet kr. 4.175 med renter svarende til Norges Banks renter for kassakredit fra 1. mars 1923, og at appellantskapet hos indstevnte tilkjendes sakens omkostninger for byretten og Høiesteret.»

Indstevnte Stavanger kommune har paastaat byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt saksomkostninger for Høiesteret.

Angaaende sakens gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til byrettens domsgrunde.

Høiesteret kommer til et andet resultat end byretten.

I sin klage til Stavanger ligningsraad av 20 september 1924 sees firmaet at ha anført blandt andet følgende: «Grunden til at vi gik med paa ovennævnte støtte til Stavanger Privatbank i 1921 var, at vi gik ut fra at et sammenbrudd av begge byens banker med pludselig avbrytelse av pantelaan, kreditter osv. vilde virke rent forstyrrende paa byens eiendomsværdier, fabrikvirksomhet, paa priserne ved hermetiksalg osv., saa vi ogsaa vilde se vore værdier forringet i høi grad og faa et utilfredsstillende resultat

Side:28

av vor drift. Dette blev fremholdt og var det avgjørende ved vore overlægninger, før vi gik til ovennævnte støtte, som altsaa blev ydet av hensyn til vor egen forretning og i dennes interesse.» Det er videre fremholdt fra firmaets side, at der i tilfælde av bankernes konkurs vilde være blit tvangsrealisationer i stor stil med derav flytende synkning av eiendoms- og varepriser, særlig inden hermetikindustrien, og at ogsaa mange av de notlag som skaffer raastoffer til fabrikkene var avhængig av bankerne.

Efter hvad styret saaledes har anført, har det været dets øiemed med at delta i støtteaktionen at beskytte selskapet mot bedriftstap, som befrygtedes at bli en umiddelbar følge av et banksammenbrudd, og man finder at maatte gaa ut fra, at saa i første række har været tilfældet. Man henviser i denne forbindelse til Høiesteretsdom i Rt-1927-588. Det er i denne dom antat, at en støtte til samme bank ved samme leilighet av et andet selskap var ydet for selskapets egen virksomhets skyld og laa indenfor styrets kompetance efter aktielovens §46.

Det er ikke grund til at betragte selskapets utlæg som en formuesanbringelse eller som væsentlig foretat av samfundsmæssige hensyn.

Spørsmaalet om utlægget skal komme til fradrag ved indtægtsansættelsen maa iøvrig bero paa en vurdering av omstændigheterne i det hele i det foreliggende tilfælde. Man lægger forsaavidt avgjørende vegt paa, at styret objektivt seet maatte ha ret til at anse utlægget som et nødvendig offer til undgaaelse av de meget alvorlige umiddelbare følger for selskapet selv av et sammenbrudd, som truet inden samme by og - som det synes - i særlig grad det inden byens næringsliv centrale forretningsomrande, hvortil selskapets egen bedrift henhørte. Utlægget synes ikke at staa i misforhold til den risiko, selskapet løp som et av de ledende firmaer inden hermetikbranchen.

Det kommer efter dette ikke i betragtning, at det ikke i almindelighet henhører under en hermetikfabrikants næring at tegne bankcertifikater, allermindst naturligvis i en bank, som staar paa svake føtter. (Skattelovens §38d). Derimot hører det selvfølgelig med til enhver forretningsmands næring eller bedrift at anvende omkostninger til undgaaelse av tap i hans egen bedrift (§38. 1ste ledd), og det er dette som - efter hvad ovenfor er anført - foreligger i nærværende tilfælde. Blandt andet av denne grund falder ogsaa tilfældet utenfor rækkevidden av den gruppe av retsavgjørelser, som findes referert i Rt-1925-982, Rt-1926-209, Rt-1926-405, Rt-1926-502 og Rt-1926-675 og Rt-1927-435, Rt-1927-506 og Rt-1927-946. Hovedtrækket i disse saker, bortseet fra andre forhold som de delvis angaar, er at skatyderen har paastaat indtægtsfradrag efter skattelovens §38d for tap paa forstrækninger av forskjellig slags, som han av hensyn til sin stilling som aktionær eller styremedlem har ydet sit aktieselskap. Saadant fradrag er blit ham negtet med den begrundelse, at bedriften var aktieselskapets, ikke skatyderens, og at det ikke indgik under hans næring at yde denslags forstrækninger.

Appellantens paastand vil efter dette være at ta til følge, idet

Side:29

kommunen findes at maatte tilsvare sakens omkostninger for byretten og Høiesteret.

Dommerne Bonnevie, Rivertz og Backer kommer til samme resultat som byretten og tiltræder dens begrundelse, idet vi skal tilføie: Høiesteret har i en række domme (saaledes i Rt-1925-982, Rt-1926-209, Rt-1926-552 og Rt-1926-675) antat, at en skatyder ikke kan kræve fradrag i sin indtægt for tap ved laan, garanti eller lignende foretagender til støtte for sin bedrift, hvori vedkommende selv var direkte økonomisk interessert. Saa meget mindre bør da fradrag kunne kræves i nærværende tilfælde, hvor skatyderen ikke har hat nogen direkte økonomisk interesse i det foretagende, som har mottat støtte, men kun den almindelige interesse som enhver næringsdrivende inden kommunen hadde i opretholdelsen av en for distriktet vigtig institution. Anerkjendelse av ret til fradrag i et saadant tilfælde vil efter vor opfatning lede til uoverskuelige konsekvenser.

Dom:

Stavanger Preserving Co. A/S dets indtægtsligning for indtægtsaaret 1923 ophæves og ny ligning blir at foreta, hvorunder blir at fratrække selskapets tap paa certifikater i Stavanger Privatbank kr. 50000. Stavanger kommune betaler til Stavanger Preserving Co. A/S kr. 4.175 med renter derav svarende til Norges Banks renter for kassakreditlaan fra 1 mars 1923, samt i saksomkostninger for byretten og Høiesteret kr. 750.

Av byrettens dom:

For indtægtsaaret 1923 opførte Stavanger Preserving Co. A/S til fradrag i indtægten et beløp paa kr. 50.000 som selskapet i 1921 hadde indbetalt til Stavanger Privatbanks refinanciering og som i 1923 var tapt. Ligningsmyndigheterne har ikke godtat dette indtægtsfradrag, og selskapet som har indbetalt det utlignede skattebeløp i sin helhet har saksøkt kommunen for at faa tilbake det for meget erlagte. - - -

Jeg finder allerede det avgjørende for at fradrag ikke kan indrømmes, at citantens næring er hermetikfabrikation, og at tegning av certifikatkapital som heromhandlede ikke indgaar under denne næring. At certifikatkapitalen er tegnet under hensyntagen til, at et sammenbrudd av banken kunde faa uheldige følger for citantens bedrift, gjør ikke det omhandlede tap til et tap i næring eller forretningsforetagende i skattelovens forstand. - - - -

C. Johannessen. Albert Pedersen. N. Meyer.