Rt-1926-179
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1926-03-09 |
| Publisert: | Rt-1926-179 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 79/1 s.a. |
| Parter: | Kreditbanken i Moss (advokat Finn Braaten) mot Moss kommune (advokat G. Heiberg). |
| Forfatter: | Bugge, Dahl, Breien, Hovdan, Motzfeldt, Bang, Backer |
| Lovhenvisninger: | Aksjeloven (1910) §47, Byskatteloven (1911), Byskatteloven (1911) §38, §39, §40, §41 |
Angaaende denne saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmisserne for den av Kristiania overret den 16 april 1923 avsagte dom, hvorved den paaankede utpantningsforretning blev stadfæstet og sakens omkostninger ophævet. En av de voterende stemte for, at utpantningen skulde ophæves for den del av skattebeløpet, som vedkommer en indtægt av kr. 15.900 og forøvrig stadfæstes, samt for at indtægten ved ny ligning blev at reducere med kr. 15.900. Overretsdommen er av Kreditbanken i Moss A/S ved stevning av 18 juli 1923 paaanket til Høiesteret. Nævnte bank blev høsten 1924 optat i A/S Moss Privatbank, som i 1925 er kommet under offentlig administration. Det er saaledes denne bank der nu optræder som appellant og har nedlagt saadan paastand:
Side:180
«1. At den paaankede utpantningsforretning underkjendes, forsaavidt angaar den del av skattebeløpet som vedkommer en indtægt av kr. 15.900. 2. At Moss kommune tilpligtes at erstatte A/S Moss Privatbank under offentlig administration sakens omkostninger for overretten og Høiesteret.»
Indstevnte Moss kommune har paastaat overrettens dom stadfæstet og kommunen hos A/S Moss Privatbank i likvidation tilkjendt sakens omkostninger for Høiesteret.
Saken foreligger for Høiesteret i samme skikkelse som for overretten.
Høiesteret kommer til samme resultat som det dissenterende medlem av overretten og kan i det væsentlige tiltræde hans begrundelse. Den i Rt-1925-267 refererte høiesteretsdom findes ikke at være avgjørende som præjudikat i motsat retning. Dommen angik det forhold, at en bank hadde overtat en anden banks aktiva og passiva samt dens utgifter paadraget ved dens stiftelse og til dens likvidation, altsaa et saksforhold helt forskjellig fra det i nærværende sak omhandlede. I byrettens begrundelse, som i det væsentlige blev tiltraadt av Høiesteret, indeholdes en bemerkning om, at den omprocederte utgift synes at maatte sættes i klasse med en organisationsutgift, hvorfor den ialfald ikke kan kræves avkrævet paa andet end formue. Man kan imidlertid ikke gaa ut fra, at Højesteret har godkjendt riktigheten av denne slutning i almindelighet, saa meget mindre som byretten ogsaa hadde anført andre grunde for sit domsresultat, deriblandt at den overtagende bank ikke hadde ført utgiften over gevinst- og tapskonto. Appellantens paastand vil saaledes bli at lægge til grund for dommen, dog saaledes at processens omkostninger for begge retter findes at burde ophæves.
Assessorerne Bugge, Dahl og Breien kommer til samme resultat som overretten og kan i det væsentlige henholde sig til den av overrettens flertal givne begrundelse. Jfr. høiesteretsdom i Rt-1925-267. Vi voterer saaledes for stadfæstelse av overrettens dom og finder da at appellanten bør tilsvare processens omkostninger for Høiesteret.
Dom:
Den paaankede utpantning stadfæstes for det beløp, som fremkommer ved ny utregning av skattebeløpet, hvorunder kr. 15.900 fradrages i den antagne indtægt. Forøvrig ophæves utpantningen. Processens omkostninger for overretten og Høiesteret ophæves.
Av overrettens dom:
Kreditbanken i Moss A/S fik ved skatteligningen for 1919-20 indrømmet fradrag for organisationsutgifter paadraget i aaret 1918. Fra først av negtedes fradrag til utgifter til garanti og tegningsprovision, men tilslut indrømmedes ogsaa fradrag herfor. Da imidlertid indtægten i 1918 ikke hadde været saa stor som det indrømmede fradrag blev et beløp av kr. 15.900 udækket. Efter aktielovens §47 førtes dette op i regnskapet til avskrivning i senere aars aarsoverskud. I næste aars regnskap - for aaret 1919 - blev saa dette beløp helt ført til utgift. Ligningsraadet negtet
Side:181
imidlertid ved ligningen for aaret 1920- 21 at ta dette beløp til fradrag i indtægten for 1919 og fik heri medhold ved senere klager til ligningsnævnd og overligningsnævnd. Ligningsmyndigheterne gjorde gjældende, at der overhodet ikke kunde kræves fradrag for garanti og tegningsprovision, men dernæst, at fradrag ikke kunde ske i 1919 for en utgift, som var paaløpen og bokført i 1918. - - -
Førstvoterende maa opfatte skattelovens §38 derhen, at lovens hovedregel er, at fradraget slutter sig til indtægten og at utgifterne kun kan fradrages den indtægt, til hvis erhvervelse, sikrelse og vedlikeholdelse de er paadraget, dog saaledes, at principet i lovens §39 befølges. Det er derfor min mening, at der ikke er adgang til en kumulativ ordning hvorefter et aars overskud av utgifter over indtægter kan fordres anvendt til reduktion av et senere aars indtægt ved beskatningen av denne indtægt. Hvis f. ekset aars utgifter efter §38a, b, c overstiger aarets indtægter, kan de ikke overføres til fradrag i et senere aar, hvis indtægten er tilstrækkelig stor til at dække ogsaa dem. De specielle forskrifter for bokførsel, som er git i aktielovens §47 kan ikke medføre nogen fravikelse fra denne skatteretslige regel. Hensigten med regelen i aktielovens §47 er, at der ikke skal utdeles utbytte, før stiftelsesomkostningerne er avkrævet. Ellers er det ikke i og for sig noget til hinder for, at stiftelsesomkostningerne trækkes med som en regnskapspost fra det ene aar til det andet, hvilket maa være uten betydning for indtægtsbeskatningen. Jeg mener saaledes, at Kreditbanken i Moss A/S ikke kan kræve tat hensyn til det i aaret 1918 paadradde overskud av utgifter over indtægter ved beskatningen av indtægtene for 1919 og finder det derfor unødvendig at avgjøre hvorvidt garanti og tegningsprovision overhodet er gjenstand for fradrag efter lovens §38. - - - E. Holtan.
Jeg antar, at de omhandlede tegnings- og garantiprovisioner til beløp kr. 15.900 maa henregnes til omkostninger ved selskapets stiftelse. De maa efter min mening staa i samme stilling som utlæg til stempelpapir, avertissementer, juridisk assistance og lignende. Jeg finder ikke, at høiesteretsdom i Rt-1917-627 behøver at fortolkes til ugunst for denne opfatning. Naar indstevnte hævder, at tegnings- og garantiprovision ikke kan siges at være en utgift, som «skjønnes at være paadraget til indtægtens erhvervelse, sikrelse eller vedlikeholdelse», byskattelovens §38, er jeg ikke enig heri, idet jeg antar, at de nævnte utgifter likesaavel som andre organisationsomkostninger i skattelovens forstand maa siges at betinge indtægtserhvervelser.
Spørsmaalet blir dernæst, om appellantskapet kan kræve fradraget i sine indtægter for 1919 organisationsutgifter, som var paadraget i 1918, men ikke dækket av indtægtene dette aar. Naar banken har avskrevet utgiftene i regnskapet for 1919, maa det antages at ha fulgt paabudet i aktielovens §47 og de principer, som gjælder for ordentlig forretningsførsel. Men har appellantskapet gjort dette, skal efter byskattelovens §40, jfr. §41, første led, til grund for utbyttet for de enkelte aar lægges bankens aarsregnskap. Jeg er saaledes av den opfatning, at ligningsvæsenet efter nævnte lovbestemmelse pligtet at ta hensyn til heromhandlede post paa kr. 15.900. Byskattelovens §38 indeholder en almindelig bestemmelse om fradrag, mens §40 derimot indeholder særlige regler for de bokførselspligtige næringer. Og det er disse specielle regler, som man her faar anvendelse for. - - -
K. Qvigstad.
Side:182
Jeg finder ikke, at byskattelovens §38 med uttrykket «alle utgifter, der skjønnes at være paadraget til indtægtens erhvervelse, sikrelse og vedlikeholdelse» omfatter stiftelsesomkostninger som de her omhandlede. I advokat Per Ryghs «Om begrepene formue og indtægt» anføres side 399-400, at der hersker tvil om, hvorvidt loven indrømmer fradrag i indtægten for saadanne omkostninger. Som paa nævnte sted bemerket kan denslags omkostninger ikke egentlig betragtes som driftsutgifter. Forfatteren fremhæver imidlertid, at de ikke repræsenterer nogen formuesværdi for selskapet, idet de vil være spildt, hvis selskapet opløses eller ophørér, og han finder det naturligst at anta, at loven har villet indrømme fradrag. Denne betragtning er dog ikke avgjørende, idet saadanne omkostninger bringer et virkelig ækvivalent - nemlig selskapets lovlige eksistens og adgang til at gjøre forretninger. De heromhandlede utbetalinger repræsenterer saaledes en ideel værdi, der er av væsentlig betydning for selskapet under hele dets bestaaen. Denne værdi vil bl.a. komme til syne ved forretningens salg, idet man ved et saadant salg faar godtgjort denne værdi, der ogsaa fortsat vil bestaa for den nye eier. Det her antagne bestyrkes ved høiesteretsdom i Rt-1918-581, der statuerte, at vederlaget for at indtræde som kompagnon i en bestaaende forretning ikke kan kræves fradraget fra bruttoindtægten som en utgift paadraget til indtægtens erhvervelse. Det synes ugrundet at statuere en anden regel for stiftelsesomkostningerne til at organisere en forretning fra nyt av.
Hvorvidt det, som opnaaes for stiftelsesomkostningerne, er fuldt ækvivalent, eller omkostningerne er spildt helt eller delvis, blir et skjønsspørsmaal, som ikke henhører under domstolene.
Det kan heller ikke ansees avgjørende, at ifølge byskattelovens §40, jfr. §41, 1ste led, skal ved bokførselspligtige næringer til grund for utbyttets ansættelse for det enkelte aar lægges den skattepligtiges regnskap, forsaavidt det er opgjort efter grundsætningerne for en ordentlig forretningsførsel. Vistnok skal stiftelsesomkostningerne ifølge aktielovens §47 avskrives av aarsoverskuddet, før utbyttet kan utdeles. Men - som av førstvoterende nævnt - er denne bestemmelse ikke avgjørende i skatteretslig henseende. Og dernæst kan denne bestemmelse i skattelovens §40 ikke forstaaes ordret. Der er uttællinger, som i et forretningsmæssig ført regnskap skal opføres som utgift, uten at de dog kan kræves fradraget ved ansættelsen av den skattepligtiges indtægt. Dette gjælder saaledes formues- og indtægtsskat. Videre gjælder det - nu dog kun i mindre utstrækning - utgifter, som medgaar under ekstraordinære konjunkturforhold til indkjøp av driftsmidler til overpris, jfr. indst. O. III 1916, side 14 om, at det vil stemme med ordentlig forretningsførsel at begynde nedskrivning av saadan overpris snarest kan ske. Imidlertid var der indtil lov 11 mars 1916 §3 ikke adgang til at forlange saadan nedskrivning tat i betragtning ved ansættelsen av den skattepligtige indtægt. Og den ved nævnte §3 indrømmede adgang til nedskrivning blev av Højesteret forstaat strengt efter ordene, jfr. dom i Rt-1921-24 ff. Heller ikke den nugjældende lov av 22 februar 1921 §38 gir adgang til at kræve enhver nedskrivning av overpris tat i betragtning ved den skattepligtige indtægts ansættelse. Jeg kommer saaledes - omend paa anden begrundelse - til samme resultat som førstvoterende, idet jeg er enig i saksomkostningernes ophævelse.
Fr. Wildhagen, kst.
Side:183
Seet. Da 3dje voterende deler min opfatning, at der ikke i et senere indtægtsaar kan gjøres fradrag for utgifter i et tidligere aar, hvor indtægten var utilstrækkelig til at dække utgiften, anser jeg det fremdeles unødvendig at uttale mig om det andet reiste spørsmaal. - - - E. Holtan.