Rt-1928-1158
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1928-12-18 |
| Publisert: | Rt-1928-1158 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 144/2 s.a. |
| Parter: | Oslo kommune (advokat G. Heiberg) mot Einar W. Egeberg (advokat Per Rygh). |
| Forfatter: | Bugge, Dahl, Broch, Hanssen, Andersen, Næss, justitiarius Scheel |
| Lovhenvisninger: | Byskatteloven (1911) §38d, §38e, Skatteloven (1911) §36, §44d, §44f, §35, §37, §38, §38f, §39 |
Side:1159
Angaaende denne saks gjenstand og nærmere omstændigheter henvises til præmissene for den av Oslo byret den 2 november 1926 avsagte dom, hvorved blev kjendt for ret; «Indstevnte Kristiania (Oslo) kommune bør betale til citanten grosserer Einar W. Egeberg kr. 7716 med renter av kr. 1686 for 2/6 fra 5 oktober 1922 og for 1/6 fra hver av dagene 4 november 1922, 5 februar 1923, 5 mars 1923 og 5 april 1923, og av kr. 6030 fra 18 september 1923,- alt til betaling sker, samtlige renter efter en rentefot motsvarende Norges Banks rente for kassekreditlaan til enhver tid av rentepligtens løp. Sakens omkostninger ophæves.»
Denne dom er av Oslo kommune paaanket til Høiesteret med paastand om frifindelse for Einar W. Egebergs tiltale og tilkjendelse hos ham av saksomkostninger for byretten og Høiesteret.
Indstevnte Einar W. Egeberg har paastaat, at byrettens dom stadfæstes og at han hos Oslo kommune tilkjendes saksomkostninger for Høiesteret.
Saken foreligger for Høiesteret i samme skikkelse som for byretten. Idet byretten gav Egeberg medhold i hans paastand for den første fradragsposts vedkommende (tapet ved garanti for Dubrowkaselskapet), blev det unødvendig for retten at prøve holdbarheten av Egebergs paastander betræffende de 2 andre fradragsposter.
Høiesteret kommer til et an det resultat end byretten.
a) Kravet paa fradrag i indtægtene i aarene 1921 og 1922 for utgifter (tap) i anledning av garanti for Aktieselskapet Dubrowka, henholdsvis kr. 299.235 og kr. 366.940.
Forholdets faktiske sammenhæng er paa det rene og fremgaar av byrettens domsgrunder. Det skal tilføies, at det ogsaa maa ansees paa det rene, at Dubrowkaselskapet var organisert som et russisk aktieselskap efter russisk lov, Naar det fra Egebergs side hævdes, at denne selskapsform mellem deltagerne indbyrdes alene var at anse som en ren formsak, og at de i virkeligheten var at betragte som fuldt personlig ansvarlige deltagere, kan paastanden herom i mangel av bevis ikke komme i betragtning, eftersom den er benegtet av kommunen.
Byretten har tat Egebergs paastand i denne post til følge, idet retten har fundet at det ham gjennem garantiansvaret paaførte tap maatte betragtes som tap i hans forretningsanliggende og derfor maatte medføre ret for ham til fradrag i indtægten i henhold til byskattelovens §38d. Angaaende begrundelsen herfor henvises til byrettens domspræmisser. Høiesteret kan ikke dele byrettens opfatning av forholdets skatteretslige stilling. Den kommer ogsaa i strid med Høiesterets avgjørelser i en flerhet av dommer fra den senere tid. Jfr. saaledes Rt-1925-982, Rt-1926-209, Rt-1926-405, Rt-1926-675 og Rt-1926-689, Rt-1927-435 og Rt-1927-506. Ved de her refererte dommer er avgjort, at tap som aktionærer og styremedlemmer i næringsdrivende aktieselskaper har lidt ved at yde laan til selskapene eller garantere for laan til disse, ikke kan betragtes som tap, som laangiverne eller garantisterne har lidt i sin næring eller sine forretningsanliggender, og derfor heller ikke kan medføre ret for dem til at faa tapene fradradd i deres personlige indtægt med hjemmel
Side:1160
av byskattelovens §38d (landsskattelovens §44d). Lignende betragtninger, som i de nævnte dommer er lagt til grund ved bedømmelsen av fradragsspørsmaalet, findes at maatte bli avgjørende ogsaa for nærværende tilfælde, idet det ikke indsees, at der her foreligger særlige omstændigheter, som skulde tilsi et andet resultat.
Naar Egebergs krav paa indtægtsfradrag for garanti tapet saaledes maa bli at forkaste, blir det nødvendig at opta til avgjørelse de av byretten forbigaatte poster.
b) Fradrag i indtægten i 1921 av kr. 7155 utgjørende skatter betalt i Sverige.
Sammenhængen hermed er efter Egebergs fremstilling i det væsentlige følgende: Han har aktier i en række selskaper i Sverige og er der som utlænding paalagt skat (formue- og indtægtsskat) av disse sine aktiebesiddelser. De aar vedkommende svenske selskaper gir utbytte, fradrages skatten regelmæssig i dette i Sverige, og Egeberg faar sig tilstillet bare nettodifferancen, som da av ham tidligere har været opgit til indtægtsbeskatning i Norge. Paa denne aate har han saaledes tidligere ved indtægtsligningen her opnaadd fradrag for de svenske skatter. Med det skattebeløp paa kr. 7155, som det her i saken gjælder og som Egeberg i sin selvangivelse for indtægtsaaret 1921 har forlangt fradradd i indtægten, forholdt det sig saa, at det paa grund av at skattesedlene ikke var kommet tidsnok, ikke blev avholdt i vedkommende indtægtsbeløp i Sverige. Det uavkortede indtægtsbeløp derfra for det paagjældende indtægtsaar (1920) blev derfor ogsaa av Egeberg dengang opgit til beskatning paa hans hjemsted.
Egeberg gjør gjældende, at disse svenske skatter maa komme til fradrag i indtægten for 1921, naar de ikke som i tidligere aar var blit tilbakeholdt i Sverige av hans aktiieindtægter der og disse derfor uten avkortning blev opgit til beskatning her for det paagjældende aar. At negte indtægtsfradrag her under henvisning til byskattelovens §38f er ogsaa efter Egebergs opfatning uhjemlet, idet de svenske skatter ikke kan sidestilles med almindelige norske formues- og indtægtsskatter, men tvertimot nærmest maa betragtes som særskatter paa bestemte objekter i likhet med de skatter, som særskilt nævnes i byskattelovens §38f (landsskattelovens §44f).
Høiesteret finder at maatte gi Egeberg medhold i disse betragtninger. Den omstændighet, at en i Norge bosat skatyder paalægges skat her i landet av indtægt, som knytter sig til virksomhet i utlandet, fritar han selvfølgelig ikke for at betale skat, som efter lovgivningen i det land, hvor virksomheten drives, der skal erlægges av indtægten. I forhold til skatlægningen i Norge antages imidlertid under saadanne forhold den i vedkommende fremmede land betalte skat at maatte betragtes som en utgift, der er paadraget til indtægtens erhvervelse og derfor efter byskattelovens §38 skal komme til fradrag ved indtægtsansættelsen, jfr. høiesteretsdom i Rt-1928-399.
c) Fradrag i indtægten for 1922 av kr. 24.000 ydet som understøttelse til enkefru Gude og hendes barn.
Side:1161
Efter hvad der maa antages at være paa det rene har Egeberg, da hans datter fru Gude var blit enke, tilsagt hende sin understøttelse til underhold for hende selv og hendes 6 barn med kr. 24.000 aarlig, - et tilsagn hvorved han har ment at paata sig en bindende forpligtelse for fremtiden, om enn med adgang for ham til senere at la det aarlige beløp undergaa nogen reduktion, om saadant maatte findes rimelig. Egeberg hævder i henhold til dette, at de 24.000 kroner, som han ifølge nævnte tilsagn har ydet datteren i 1922, maa komme til fradrag i hans indtægt for dette aar i henhold til bestemmelsen i byskattelovens §38e om, at indtægtsfradrag skal kunne ske for «regelmæssige understøttelser og lignende utredsler, som den skattepligtige ifølge lov er forpligtet til eller ved overenskomst har forbundet sig til at yde, og som efter nærværende lovs regler ved beskatningen regnes som indtægt for mottageren.»
Under hensyn til de nærmere omstændigheter ved heromhandlede tilsagn, særlig det forbehold som er tat om eventuel nedsættelse av understøttelsens beløp, antages det ikke at kunne betragtes som en saadan overenskomst en forpligtelse til at yde en regelmæssig understøttelse, som loven har hat for øie ved bestemmelsen i §38e. Man finder saaledes ikke at Egebergs paastand om fradrag for denne posts vedkommende kan tages til følge.
Der er ikke fra nogen av parternes side utformet nogen subsidiær paastand for det tilfælde at kravet om fradrag alene godkjendes for de utenlandske skatter vedkommende. Og procedyren og dokumentationen gir heller ikke iøvrig det nødvendige holdepunkt for bestemmelsen av det beløp, som indstevnte under denne forutsætning har krav paa at faa tilbakebetalt. Det maa da bli at fastsætte ved ny ligning, med hvilket beløp skatten blir at reducere. Og det findes da rettest i dommen alene at fastslaa tilbakebetaling&pligten uten at gi eksegibel dom.
Sakens omkostninger findes at burde ophæves.
Dommer Næss kommer til samme resultat som byretten og tiltrær i det væsentlige dens begrundelse. Der henvises derhos til de i Rt-1925-735 og Rt-1925-887 og Rt-1927-381 indtatte dommer, som gaar ut paa at anse indskud i andre bedrifter som led i ens egen næring eller forretningsforetagende, naar vedkommende gjør sig en næring av at spekulere i den slags foretagender eller bedrifter som det gjælder. Dette har efter min mening her været tilfældet. Om indskuddet sker ved at tegne aktier eller yde laan eller ved uttælling ifølge garanti for saadant, antar jeg maa være uten betydning.
Justitiarius Scheel, som forøvrig er enig med rettens flertal, stemmer for, at indstevnte gives medhold i kravet om fradrag i den hos ham skatbare indtægt for den datteren ifølge kontraktmæssig tilsagn ydede understøttelse, idet denne overensstemmende med skattelovens §36, 2det led bør være gjenstand for beskatning hos den som oppebærer understøttelsen. Jeg kan ikke finde at det forbehold som er tat om adgang til under visse forutsætninger at nedsætte understøttelsens beløp kan beta den karakteren av en
Side:1162
kontraktmæssig til sagt regelmæssig understøttelse. Og jeg kan heller ikke finde, at der er grundlag for en saadan indskrænkende fortolkning av de omhandlede bestemmelser, at disse ikke ansees at gjælde nogen understøttelse som skatyderen kontraktmæssig har forpligtet sig overfor egne barn.
Dom:
Oslo kommune kjendes pliktig til at tilbakebetale til grosserer Einar W. Egeberg det beløp, som ved ny ligning fastsettes at maatte fragaa i Egebergs indtægtsskat for indtægtsaaret 1921, naar de i Sverige betalte skatter til beløp kr. 7.155 trækkes fra indtæglen. Forøvrig frifindes Oslo kommune for Egebergs tiltale. Saksomkostninger tilkjendes ikke.
Av byrettens dom:
- - - Av de foreliggende oplysninger fremgaar, at en kreds paa 8-10 norske «trælastfolk», hvoriblandt citanten, før krigen stiftet selskapet Dubrowka, som eiet skogeiendomme og fabrikker i nærheten av Petrograd og drev skogbruk og træforædlingsindustri. Paa grund av den russiske lovgivnings regler om utlændingers og utenlandske selskapers eiendomserhverv maatte foretagendet gives form av et russisk aktieselskap, men aktiene kom ikke utenfor den nævnte kreds av stifterne. Den kapital som var engagert i Dubrowka var ca. 23 1/2 million kroner, hvorav 6 millioner var aktiekapital og kr. 3.800.000 laan ydet av de norske interessenter mot partialobligationer. Disse stod tilbake for selskapets an den gjæld og kunde under visse betingelser av selskapet kræves om byttet med aktier. Resten av kapitalen eller ca. kr. 13.700.000 var Dubrowkas laan hos fremmede. Den alt overveiende del av dette beløp blev reist som laan i norske banker mot personlig garanti av de norske interessenter, hvoriblandt citanten. - - - Den 1 november 1918 blev A/S Dubrowkas samtlige aktiva i Rusland «nationalisert» av sovjetregjeringen, idet de uten nogen erstatning blev fratat selskapet, som ophørte at eksistere. Det ansees at være paa det rene, at aktionærenes aktier og fordringer paa selskapet derefter er værdiløse og citanten maa derfor ansees for at ha tapt de penger han har betalt i henhold til de omhandlede garantiforpligtelser. - - -
Høiesterets flertal antok i præmissene til dom av 29 juli 1926, Rt-1926-682, at den russiske nationalisering var at betragte som avhændelse like overfor bestemmelserne i byskattelovens §37 og §39, og at derfor ialfald tapet paa de aktier og partialbligationer, som appellanten hadde erhvervet i de sidste 5 aar før den russiske stats tvangstilegnelse maatte bli at fratrække i indtægten. Det var paa det rene at der ikke vilde bli nogen indtægt til beskatning, naar dette tap blev fratrukket indtægten. Som det fremgaar av ovenstaaende har Høiesteret ikke henført citantens tap paa aktier og obligationer i Dubrowka til bestemmelsen i byskattelovens §38d, «tap i næring eller forretningsforetagende». Spørsmaalet herom er ikke drøftet, og ved anvendelsen av lovens §37, jfr. §39, har retten ikke avgjort, hvorvidt de nævnte værdipapirer maatte antages at være erhvervet av citanten «i anledning av næring eller forretningsforetagende».
Førstvoterende skal bemerke:
Det er vistnok saa, at tap i A/S Dubrowkas drift ikke kunde komme til fradrag i aktionærenes indtægter; men den garanterte kapital - som
Side:1163
omhandles i nærværende sak - er ialfald direkte tapt av garantistene, omend tapet skyldes det slag, som rammet aktieselskapet ved «nationaliseringen». Hvorvidt dette tap for citantens vedkommende kan fratrækkes hans indtægt, vil bero paa, om det antages at omfattes av uttrykkene i byskattelovens §38d, hvorefter fradrag sker for «tap paa utestaaende fordringer i forretningsvirksomhet saavelsom an det tap i næring eller forretningsforetagender». Spørsmaalet om citantens refusionskrav paa aktieselskapet i anledning av hans indfrielse av garantiforpligtelsen kan ansees som utestaaende fordring i skattelovens forstand, finder jeg det ikke nødvendig at avgjøre, likesaalitt som spørsmaalet om tapet av den garanterte kapital er lidt i hans næring, idet jeg mener, at citantens heromhandlede tap ihvertfald er tap i hans forretningsforetagende. Det er uimotsagt anført, at citanten i over halvhundrede aar har været en av vort lands mest kjendte trælastmænd baade i egenskap av personlig medeier i det kjendte firma Westye Egeberg & Co. og paa andre maater, samt at de andre stiftere av A/S Dubrowwka var hans branchefæller. Oprettelsen av det omhandlede aktieselskap og den sikkerhetsstillelse, som var et nødvendig og meget væsentlig led i selskapets stiftelse, maa derfor efter min opfatning ansees som citantens og de andre stifteres forretningsforetagende, en utvidelse av deres næring i hensigt at tjene penger ved anvendelse av den branchekundskap, som deres øvrige virksomhet forutsætter. I denne forbindelse henvises til uttalelser i præmissene til Høiesterets dom i Rt-1922-448. Spørsmaalet om hvorvidt citantens tap paa aktier i A/S Dubrowka kunde fratrækkes hans indtægt i henhold til byskattelovens §38d foreligger ikke til avgjørelse, men jeg antar efter det anførte at citantens tap paa garantiforpligtelsene maa komme til fradrag i indtægten efter den nævnte bestemmelse. Videre antar jeg med citanten, at tapet i henhold til byskattelovens §35, sidste punkt, maa bli at henføre til de aar, hvori de forskjellige beløp er utbetalt, altsaa 1921 og 1922.
Da de utbetalte beløp som nævnt er større end den indtægt ligningsvæsenet er gaat ut fra i vedkommende aar, vil citantens paastand under post 2 fra det her hævdede standpunkt bli at ta tilfølge, uten hensyn til avgjørelsen av spørsmaalene om fradrag i citantens indtægt for utgifter til skatter i Sverige og til understøttelse av hans datter. - - -
S. Schjøtt. Theodor Petersen. W. G. Winsnes.